Lykisk. “t01 mitiske Sprogbygning er både principielt og materielt aldeles inkommensurabel med den lykiske. I den senere Tid synes man derimod mere tilböjelig til at vende Blikket mod Kavkasus. Tomaschek (Mitth. d. Wien. anthrop. Ges. 22 (1892), Sitzungsberichte S. 3) siger, at han har forsøgt at forklare Lykisk ved Hjælp af Georgisk, Mingrelisk og Lazisk, men «ohne Erfolg». Der er ingen Grund til at gentage Tomascheks Forsøg; derimod spörger Kretschmer S. 377, om ikke karisk ἄλα «Hest» (Steph. Byz. under ᾿λάβανδα og ᾿Υλλούαλα) er identisk med avarisk a/a «Hoppe». Tendensen til at vende Blikket i Retning af denne Gruppe af kavkasiske Sprog kunde tænkes at få ny Næring ved Prof. Vilh. Thomsens Påvisning af lyk. yupa «Grav» i avarisk zob «Grav» (œ = χ) Gen. zabál Plur. æóbðal (hvilket iøvrigt genfindes i hyrkanisk h'wäv Plur. h'wävri «Grav»), Nu er imidlertid Fleksionen i denne Gruppe af kavkasiske Sprog atter fuldstændig inkommensurabel med Lykisk; man kan sno sig bort herfra ved at sige, at disse Sprog, som åbenbart har gennemgået en rapid Udvikling, let i Løbet af et Par Tusende År kan have sat ét Sæt Fleksionsendelser overstyr og lagt sig et nyt Sæt til. Aldeles plausibelt klinger dette ikke; og nu har disse Sprog en anden formel Ejendommelighed, som synes at have modstået Tidens Tand bedre; det er en ejendommelig Forlyds- (Indlyds- og Udlyds-) Fleksion til Betegnelse af Hankön, Hunkön, Intetkön og Flertal; Hankön udtrykkes i Avarisk ved et æ, Hunkön ved 7, Intetkön ved ὁ, Flertal ved r: was «Sön», jas «Datter», bas «Unge af et Dyr»; wugo «han er», jigo «hun er», bugo «det er», rugo «de er»; hawula, hajula, habula, harula «han, hun, det, de göres»; Præsens Participium af Verbet «være»: wugeu, figei, bugeb, rugel. Denne Bjendommelighed findes i en hel Række af Sprog: Hyrkanisk, Kasikumykisk o0. s. v. Men også heraf er der intetsomhelst Spor i Lykisk. Ligeså lidt stemmer de lykiske Pronominer med Avarisk eller andre Sprog af denne Gruppe. Der kan da ikke være Tvivl om, hvorledes man skal opfatte de eventuelle Overensstemmelser i Ordforrådet mellem Kavkasisk og Lykisk. De må opfattes ganske på samme Måde som de langt talrigere Overensstemmelser mellem Kavkasisk og andre indoevropæiske Sprog, nemlig dels som KLåneord fra Indoevropæisk, dels som rene Lygtemænd. Til Låneordene regner jeg ligesom Bugge Ordet χοῦ og anser altså Prof. Thomsens Sammenstilling for rigtig; måske er også a/a «Hoppe» et Låneord fra de indoevropæiske Sprog i Lilleasien. Til de rene Lygte-