120 Kr. Sandfeld Jensen: Denominative verber. det sammen med verber som o/ivare, racemari, aquari, piscari etc. — Jeg haaber dog at have faaet det vigtigste med, og de anførte ord er tilstrækkelige til at vise forholdet mellem de sammensatte og usammensatte verber. Fra først af har sikkert denominative verber ikke i noget tilfælde behøvet nogen præposition; først trangen til at tydeliggøre har efterhaanden føjet dem til (sml. δέρω — ἐκδέρω). Herved indtræder det, at deres denominative betydning svækkes og de i betydning nærmer sig til almindelige verber (5 ΚΟ — afskære etec.; sml. Delbrück, Altind. Synt. s. 433). Ved nogle verber er saa præpositionen bleven det regelmæssige, mens der ved andre kun er tilløb dertil; i fagudtryk derimod holder de enkelte verber sig. I de tilfælde, i hvilke et saadant ogsaa har betydningen «forsyne med», har vi altsaa med en slags voces mediae at gøre. Præpositionen «af» maa naturligvis ikke opfattes anderledes end som en forstærkelse af det fjærnelsesbegreb, der i sig selv ligger i verbet. Forholdet er altsaa ikke som ved tego — detego og lignende dannelser, hvor præpositionen antyder, at verbet faar den modsatte betydning. Imidlertid forekommer der ogsaa denominative verber af denne art, f. ex. fr. désemplumer — déplumer, désagrafer — dégrafer etc.; da. afbefolke (med sbst. afbefolkning) forekommer ofte i dagbladene; man kunde her tale om præfixkatakreser. Sammen med denominative verber. der betegner en fjærnelse, hører intransitiver som da. dune, fjere (hvortil under verberne, der betegner at forsyne, hører ord som blomstre sætte blomst; lat. süliquari sætte bælg; da. /øves). Ogsaa disse kan forbindes med en præposition paa samme maade som de ovenforstaaende, f. ex. gr. ἀποκομάω mister haaret. Dette er de væsenligste tilfælde, i hvilke denominative verber sammensættes med præpositioner, saaledes, at disse beholder deres egenlige betydning og staar i et bestemt forhold til stamordet. De mange andre tilfælde som f. ex. afkæmme hører altsaa ikke herhen, lige saa lidt som de sammensatte verber, i hvilke præpositionen kun spiller en almindelig forstærkende rolle, f. ex. lat. effeminare, collutulentare, eller tjener til at betegne en handlings ophør.