124 Karl Hude: tra Udfaldet af den første, da han ellers vilde have tilføjet et «atter» eller lign. Endelig kan det bemærkes, at den Betydning, man har villet lægge ind i ἑτεραλκέως ἀγωνίζεσϑαι (i 8de Bog), at kæmpe med uafgjort Held, hos Herodot udtrykkes ved zapaπλησίως ἀγωνίζεσϑαι (1 77). Sætningsassimilation. Af Karl Hude. I tilslutning til de exempler på sætningsassimilation, som jeg i forrige bind (s. 155 fig.) har fremdraget, vil jeg anføre et par andre, som jeg senere er blevet opmærksom på og som frembyder den fordel, at fænomenet i dem fremtræder i en klarere form, sãat der ingen uvished kan opstå med hensyn til stedernes fortolkning. Det ene, som jeg skylder en velvillig meddelelse fra cand. mag. Schønau, er Platons Menon p. 71 d, hvor Sokrates siger: τί φὴς ἀρετὴν εἶναι; εἶπον καὶ μὴ φϑονήσῃς, ἵνα εὐτυχέστατον ψεῦσμα ἐψευσμένος ὦ, ἂν φανῇς σὺ μὲν εἰδὼς καὶ 1 οργίας, ἐγὼ δὲ εἰρηκὼς μηδενὶ πώποτε εἰδότι ἐντετυχηκέναι. Det kunde synes meget nærliggende at underforstå φανῶ i det andet led; men ovenfor (71 6) har Sokrates sagt: οὐδ᾽ ἄλλῳ πω véτυχον εἰδότι, säat indholdet af ἐγὼ δὲ εἰρηκὼς κτξ. ikke er noget, der først nu skal vise sig, men noget ganske faktisk (medens jeg har sagt 08ν.). Det andet sted er Thukydid V 95, hvor de atheniske gesandter på Meliernes spørsmål, om de ikke kan gå ind på, at Melierne iagttager en venskabelig neutralitet, svarer følgende: Οὐ γὰρ τοσοῦτον ἡμᾶς βλάπτει ý ἔχϑρα ὑμῶν ὅσον ý φιλία μὲν ἀσϑενείας, τὸ δὲ μῖσος δυνάμεως παράδειγμα τοῖς ἀρχομένοις δηλούμενον. «Nej, thi Eders fjendskab gør os ikke såmeget skade som Eders venskab, der for vore undersåtter fremtræder som et bevis på (vor) svaghed, medens Eders had fremtræder som et bevis på (vor) magt». Det ejendommeligste ved dette sted er, at meningen absolut forbyder at opfatte leddet τὸ δὲ μῖσος κτέ. som logisk sideordnet med ἣ φιλία μὲν κτέ.; ti medens βλάπτει ligesåvel gælder ved j φιλία som ved ý ἔχϑοα, vilde tanken ved τὸ μῖσος istedenfor βλάπτει kræve ὠφελεῖ. Karakteristisk er stil-