Sætningsassimilation. 125 lingen af μὲν efter ἣ φιλία, der derved foreløbig kun opstilles som modsætning til ἣ ἔχϑρα. Noget mere betænkelig er jeg ved at anvende det samme princip til forklaring af Thukydid VI 83, 4, hvor Athenernes repræsentanter i Kamarina udvikler de bestemmende motiver for deres magtpolitik hjemme og intervention på Sicilien: τήν τὲ γὰρ ἐκεῖ ἀρχὴν εἰρήκαμεν διὰ δέος ἔχειν καὶ τὰ ἐνϑάδε διὰ τὸ αὐτὸ ἥκειν μετὰ τῶν φίλων ἀσφαλῶς καταστησόμενοι, κτέξ.; Stahl retter her ἥκειν til ἥκομεν, Marchant indsætter φαμὲν efter ἐνϑάδε. Antager man en sætningsassimilation, bliver udtrykket lig med τήν TE γὰρ ἐκεῖ ἀρχήν, ὡς εἰρήκαμεν, διὰ δέος ἔχομεν καὶ τὰ ἐνθάδε διὰ τὸ αὐτὸ ἥκομεν κτέ.; men ordene εἰρήκαμεν... ἥκειν lader sig vist uden vanskelighed henføre til det i § 2 sagte: καὶ νῦν τῆς ἡμετέρας ἀσφαλείας ἕνεκα καὶ ἐνϑάδε παρόντες, såat man ikke engang behøver at ty til denne udvej, endsige foretage en ændring. Fra Latin kan jeg anføre som beslægtede tilfælde Cic. divin. in Caec. § 72: habet (obsidem a nobis populus Romanus) existimationem multo sudore labore vigiliisque collectam, ut, si in hac causa nostrum officium ac diligentiam probaverimus, haec quae dixi retinere per populum Romanum incolumia ac salva possimus, si tantulum offensum titubatumque sit, ut ea, quae singillatim ac diu collecta sunt, uno tempore universa perdamus; Cic. pro Milone § 100: vos obsecro, iudices, ut vestra beneficia, quae in me contulistis, aut in huius salute augeatis aut in eiusdem exitio occasura esse videatis. Herhen hører ogsaa, som overlærer Rafn har gjort mig opmærksom på, pro Milone 2 10: cum ei, qui exspectare velit, ante iniusta poena luenda sit quam iusta repetenda, hvor repetenda ved assimilation med luenda står istedenfor repeti possit. ! Dette sted er rigtigt forklaret af Nägelsbach (Lat. Stilistik * § 161, 1), der også anfører X 108—110: ἐμοὶ δὲ τότ᾽ ἂν πολὺ κέρδιον εἴη ἄντην ἢ Ayha κατακτείναντι νέεσϑαι É κεν αὐτῷ ὀλέσϑαι ἐυκλειῶς πρὸ πόληος. Han gengiver det første led: «wenn ich nicht im Todeskampfe mit Achilleus als Sieger heimkehren kann». Jeg er dog bange for, at denne oversættelse fratager Homer noget af hans skønhed; Hektor er netop så fortrinlig skildret i sin vaklen mellem angst og håb, og det er højst betegnende, at leddet ἢ ᾿“χιλῆα κατακτείναντι νέεσϑαι er sat først og ligestillet med det andet.