A. B. Drachmann: Anm. af Neue-Wagener, Lat. Formenlehre. 197 er forældede, har Udgiveren ladet nogle staae uforandrede; andre har han ved Ændringer søgt at bringe lidt bedre i Overensstemmelse med Nutidens Standpunkt. Da han tillige har bibeholdt Neues hele Anordning af Stoffet, er Resultatet blevet det besynderligste Sammensurium af gammel og ny Grammatik og gammel og ny Sprogvidenskab. Afsnittet om Perfektumsdannelsen har Udgiveren væsentlig ladet staae som hos Neue; det har følgende Orden: 1. Redupliceret Perfectum. 2. Perf. paa -vi og -ui. 9. Perf. paa -si. 4." Perf. paa -ui af Verber paa -uo. 5. Perf. paa -sui. 6. Perf. paa -ἰ.- I en Bog, hvor der overhovedet anlægges sprogvidenskabelige Synspunkter, kan man vanskelig tænke sig en mere bagvendt Ordning. — Som Exempel paa, hvad Ændringer kan føre til, kan anføres Reglen for Infinitivdannelsen. Herom siger Neue (1. Udg.)S. 308 f., at den romerske Præs. Infinitiv efter en Vokal, hvad enten den hører til Stammen eller er Bindevokal, altid har Endelsen -re. «Die wenigen Verba, deren Stamm aut einen Consonanten ausgeht. und die doch keinen Bindevocal annehmen, erhalten nicht im Infin. ein r, sondern verdoppeln den letzten Buchstaben des Stammes: es esse» 0. 8. v. Αἰ esse = edere sluttes saa rigtigt, at Endelsen opr. var -se. — Hos Neue- Wagener S. 224 hedder det først kort, at Inf. paa Latin ender paa -re. Dernæst: «Die wenigen, sogenannten unthematischen Verba, nehmen auch im Infinitiv ein re an und verdoppeln den letzten Buchstaben des Stammes: es esse» 0. s. v., som Neue’. Kritik er her overflødig. Det er klart, at det Rigtige havde været, ikke mindst af Pietet imod Neue, at stryge al denne sprogvidenskabelige Passiar: at gaae for Alvor ind paa den nyere Sprogvidenskabs Synsmaader, hvad der var det eneste mulige Alternativ, vilde have ført meget for vidt, og det er dog ikke dem man søger i denne Bog. Derimod havde man kunnet lade dem faae nogen Indflydelse paa Anordningen af Stoffet; Bogen citeres dog vel mest efter Sidetal, saa Ændringen aft Paragraphernes Rækkefølge vilde ingen Fortræd gjøre. Til en Haandbog som Neue er den vigtigste Fordring Paalidelighed, og den synes at være skeet Fyldest; men den næstvigtigste er Praktiskhed og Overskuelighed, og i den Retning lader Bogen næsten Alt tilbage at ønske. Opregninger af Exempler, Regler, Discussion af Regler, Litteraturhenvisninger — alt staaer imellem hinanden i det samme eensformige Antikvatryk ; høiest er hist og her et Stikord, sjeldent en Regel fremhævet med spærret Tryk. Uagtet en Paragraph ofte rummer mange Sider, er der hverken ved Overskrifter over Siden eller Indholdsangivelser ı Margin sørget for Overskuelighed. KLitteraturhenvisningerne er ' Da jeg ikke har 2. Udg. ved Haanden, kan jeg ikke afgjøre om Reglen i denne Form allerede findes i denne; men det er da ogsaa ligemeget.