Finnur Jónsson: Anm. af Nilsson, Loddfáfnismál. 137 og i forhold til udg.s meget mangelfulde, ukritiske og temlig resultatløse behandling af de spörgsmå!, som der her var anledning til at drøfte. Kbhen., i Oktober 1898. Finnur Jónsson. Victor Nilsson: Loddfáťnismál, an Eddic study. (Thesis.) Minneapolis 1898, Univ. Press of Minnesota. 47 s. Dette lille skrift handler først om Hávamálsamlingen i det hele, uden at forf. giver nogen ny opfattelse af spörgsmålet om de enkelte digte og deres udstrækning. Han slutter sig hovedsagelig til Müllenhoff, tildels også til nærværende anm. Dernæst gives «Loddfáfnismál»s tekst tilligemed Thorpe’s engelske oversættelse med nogle ændringer, ledsaget af nogle bemærkninger . om digtets form. Forf. antager, at det første vers (v. 111) ikke hører til digtet; denne antagelse er han nødt til at göre, da han indrömmer, at den talende deri må være en gud, men nægter (og i det følgende søger at bevise dette), at Loddf. er en guds (Odins) tale. De grunde, han anfører for denne antagelse, er imidlertid temlig svage, som den, at den pompøse begyndelse (v. 111) ikke svarer til digtets stil og indhold. Endelig er forf. tilböjelig til at antage G. Vigfússons rettelse af Loddfáfnir til Hoddfáfnir, hvilket jo også passer til forf.s teori. Dette er imidlertid uantageligt, da Loddf. i v. 162 bærer rimstaven, og denne skal være / — dette har Bugge bemærket. Forf.s indvending herimod gælder ikke; skönt verset er interpoleret, er det sikkert gammelt nok til at vise traditionens og oldtidens egen udtale, og dette vidnesbyrd kan det slet ikke nytte at ville omstøde. I de to følgende afsnit behandles Bugges og Rydbergs anskuelser om digtets person, Loddfáfnir. Bugges voldsomme fortolkning af navnet som opstået af Lentius + Carinus (se Studier 1) vil forf. ikke gå ind på, men hvis den givne betydning: <«den fast omfavnende» passer til hans egen opfattelse, «vil vi antage den», hedder det lidt naivt. Rydbergs forklaring (i Undersökningar II): «den træge (langsomme) Fafnir». der skulde være brugt om Họðr (på ham skal digtets enkeltheder passe, ifg. Rydbergs meget fantastiske opfattelse), findes at være uheldig. Forf. kritiserer også Rydbergs forklaring af Sigurds udtryk om sig selv gaufugt dýr, hvor Rydberg vilde opfatte gaufugt som «trægt», cfr. det nyisl. subst. gauf og vb. gaufa. Naturligvis er dette ganske uholdbart. Når forf. senere, s. 40, synes at være til-