144 Holger Pedersen: Anm. af nunus lenti mh maru stainam hemitomesti durom nane pos durom hemitomesti velhom ned emponitantom eredes vinobatome. Dette oversætter Thurneysen: «Nonus Tentius Mh. filius maro urceum hemitomeste donum Nanae pos(iit); donum hemitomeste vicanum ne implento heredes ad vinipotium.» Anerkender man i det væsentlige Rigtigheden af denne Oversættelse, kan man vel også nok finde en Forklaring til hØemitomesti,; med Thurneysen at tænke på gr. ñw- fører ikke til noget; snarere kunde man gætte på samme Stamme som i lat. /umus med en Kombination af to Endelser (sml. lat. mari-tumus, caele-stis) og med lignende Betydning som gr. χϑόνιος, altså «helliget de underjordiske Guder» eller «hørende til Begravelse». At der ved Thurneysens Tydning fremkommer en Sprogform og et Indhold, som har en ikke ringe indre Sandsynlighed, kan ikke benægtes; Spörgsmäålet er da, om dette kan være Tilfældets ondskabsfulde Spil. Denne Mulighed tör jeg ikke afvise; jeg bliver altså stående ved et non liquet, men udtaler dog, at indtil videre den störste Sandsynlighed taler for, at Sikulerne ikke blot var Indoevropæere, men simpelthen en italisk Stamme. København, d. 14. Oktober 1898. Holger Pedersen. Alf Torp og Hjalmar Falk, Dansk-norskens lydhistorie med særligt hensyn paa orddannelse og bøining. Kristiania 1898, Aschehoug. XVI-| 276 Sider. Den første Ophavsmand til den foreliggende Lydhistorie er Torp, og Bogen er fremgået af Forelæsninger, som han har holdt ved Universitetet; Enkeltheder om Samarbejdet mellem de to Forfattere meddeles ikke. Bogen udfylder ubetinget et Savn; en sammenhængende Fremstilling af Problemerne og en tilstrækkelig Samling af Materialet til Danskens og «Dansk-Norskens» Lydhistorie har hidtil’ manglet. Man må derfor være de to fremragende norske Sprogforskere meget taknemmelig for deres Arbejde, og det så meget mere, som det drejer sig om en Opgave, der ligger Nordmændene betydeligt fjærnere end os. Ganske vist handler Bogen om noget specielt norsk, nemlig om det norske Bymål og Skriftsprog (det er dette, som i Norge med et meget uheldigt Navn kaldes «Dansk-Norsk»; danske Læsere må altså vogte sig for den nærliggende Misforståelse at antage, at Bogen handlede om Norskens og Danskens Lydhistorie). Hvad der i Bogen anføres om specielt danske Sprogforhold, har åbenbart Mi