146 Holger Pedersen: Anm. af overfor vor nuværende Udtale, hvis der ikke itide bødes på det påpegede Savn. Derimod må det fuldtud tilregnes Forfatterne, at de et Par Gange har benyttet danske Dialekter på en urigtig Måde; tvivlsom er således Bemærkningen S. 151 om at Jysk har beholdt J foran g og v (d.v.s. v af δ, som Reglen skulde have været formuleret); det jyske J synes tværtimod efter de sædvanlige Lydregler at forudsætte et ældre 4; at Jysk skulde have bevaret eksplosivt g i Ord som Nøge!, rage. Øg, Bog (S. 219), er ikke rigtigt. Når en jysk Form «aire» «andre» S. 234 føres tilbage til et -ðr-, som ellers ikke vides at have eksisteret i Svensk-Dansk (isl. aðrir), forekommer dette mig meget letsindigt, da en Overgang fra mouilleret πὶ til 7 er ganske let forståelig. Forfatterne synes overhovedet ikke at have taget tilstrækkeligt Hensyn til det af Vilh. Thomsen påviste Forhold, at oldn. nn (nd) og ἐ (1d) i Dansk er blevet til et mouilleret πὶ 0g Z; Sagen omtales kun med to Linjer S. 231, og det synes S. 158 at være overset, at i i Killing, Kilde, ΕἸ. Byr. vintæ «vænte» er en Omlyd bevirket af denne Mouillering. Den samme Behandling af nn og // findes ogsaa i norske Dialekter, som Forfatterne oplyser S. 235 og 236, og de mouillerede Lyd har også her bevirket Omlyd (S. 85). S. 22 f. benægtes med urette, at Vokalen i Hav, glad, Had er den gamle korte Vokal, og det antages, at der først har fundet en Forlængelse og dernæst en Forkortelse Sted; men det er ikke muligt at formulere nogen Regel for denne Forkortelse. I de Tilfælde, hvor der virkelig har fundet en lydret Forkortelse Sted (ved Gruppen ov), er Stødet bevaret (Skov, Hov); Ord som Hav, glad, Had, der ikke har Stød, kan aldrig have haft lang Vokal. Analogidannelser mangler det unægtelig ikke på, navnlig når vi tager Dialekterne med i Betragtning. Forfatterne polemiserer på det anførte Sted med urette mod Boberg, som havde beråbt sig på jysk Gas Plur. Glås; de påstår, at den lange Vokal i den jyske Flertalsform ikke skulde skyldes den almindelig danske Forlængelse i åben Stavelse, men en speciel jysk Erstatningsforlængelse til Gengæld for den bortfaldne Endevokal, en Anskuelse, som man ved Betragtning af det fuldstændige jyske Materiale let vil komme bort fra. — Fra dansk Standpunkt vil man også anke over, at Orthografien undertiden tages for alvorligt; S. 155 siges at Tønder og sønder i Modsætning til ynde, Flynder o.s.v. har dialektisk ø; men da Udtalen er nöjagtig den samme i bægge Tilfælde, er det meget dristigt at tillægge den forskellige Orthografi nogensomhelst Betydning. Der skelnes heller ikke tilstrækkeligt mellem Papirsformer og virkelig Sprogudvikling; S. 188 bemærkes lakonisk, at d udtales eksplosivt i sagde, lagde og efter r, hvis det her ikke bortfaldt; alle disse Former er imidlertid rene og skære Papirsformer, skönt nogle af dem har fundet Indgang i