Torp og Falk, Dansk-norskens lydhistorie. 147 Talesproget (man kan iøvrigt også høre sagðe; g er aldrig eksplosivt, som Forfatterne antager, men altid åbent; Ordene /æode, Hoøvding, Fejde, Arbejde o. s. v. skulde også have været indbefattede i den opstillede Udtaleregel, der imidlertid ikke har nogetsomhelt at göre med Lydhistorie). Når Bogen således har visse Mangler, som hidrører tra Forfatternes Nationalitet, så har den til Gengæld af samme Grund en Række værdifulde Fortrin. Den indeholder en Mængde Oplysninger om den norske Udtale og sammentrængte Meddelelser om norske Dialekter; netop dette må forøge Bogens Værdi i Danmark. Foruden sit egentlige Æmne, meddeler Bogen også meget om fællesnordisk eller endnu ældre Lydudvikling, f. Eks. Verners Lov, Aflyden og en udmærket Fremstilling af Omlyd og Brydning. Jeg skal tillade mig at göre et Par Enkeltbemærkninger med Hensyn til Omlyden. S. 103 sammenstilles Mus, Lus med oldn. mýss, lýss; det burde her udtrykkelig have været bemærket, at de nuværende Former er de kollektivt brugte Singularformer, som P, K. Thorsen har påvist det i sin udmærkede Afhandling i Festskriftet til Vilh. Thomsen. S. 106 antages, at Ordet når egentlig er identisk med oldn. nær «nærmere», Mangelen på Omlyd skulde da bero på Indflydelse fra Positivformen eller forklares ved Ordets ubetonede (Ὁ) Stilling i Forbindelsen /vornár. Efter min Mening er /wornår oldn. hvenær identisk med oldsaksisk /wan ër; den regelmæssige Form er da i Nordisk -når, og Formen nær i Islandsk, Svensk og Jysk må bero på folkeetymologisk Sammenblanding med oldn. nær «nærmere», vort nær. Bogens Fremstilling af de yngre Vokalovergange er ordnet efter en saglig Inddeling: Omlydsartede Overgange, brydningsartede Overgange, Forenkling af Diftongerne, Lydåbning, Lydlukning o.s. v. Derved bliver Bogen lettere og interessantere at læse, men næppe lettere at slå op i. Konsonantovergangene er ordnede efter de enkelte oldnordiske Lyd. Bogen slutter med et Tillæg om Lydlove og Analogi. Det siges her bl. a., at de fleste Lydovergange har deres Grund i en Forandring af Talens Organer. Det er ikke første Gang en sådan Påstand fremsættes; men da den nu fremkommer i en Bog, som fortjener at vinde og sikkert vil vinde en stor populær Udbredelse, er det på Tide at tage til Orde derimod; der er ikke leveret noget empirisk Bevis for Påstanden og apriori er denne protevsagtige Foranderlighed i Taleorganerne aldeles usandsynlig; skal man også forklare f. Eks. Dansens Udvikling af Forandringer i Føddernes Bygning? Slutningskapitlet indeholder også flere andre Ting, hvori jeg ikke er enig med Forfatterne, Bogen slutter med et Register, der kan benyttes som en lille etymologisk Ordbog, der giver en Rigdom af interessante Oplysninger, som man ikke vil finde f. Eks. i Jessens Ordbog (der iøvrigt af Forfatterne er 10*