Ptolemaeus. ed. Heiberg. 177 ce qui vient d'être exposé. Je m'en suis assuré par mon calcul, qui se trouve confirmé par la table de Rheinholt, corrigé. Af Delambres Noter S. 5 fremgaar, at Ptolemæus’ Tal ere blevne ændrede til andre, beregnede ved moderne trigonometriske Tabeller. Mange ville maaske synes, at dette kan være en meget fornuftig Fremgangsmaade, og αὖ Bevaringen af Ptolemæus’ mindre korrekte Tal! i det højeste kan forsvares som et Udslag αἵ Pietet mod det fra saa fjærne Tider overleverede. Men Sagen er langt vigtigere. Der er nemlig paa den ene Side ingen Grund til at ønske Tabellerne gjorte saa matematisk fuldkomne som muligt, da ingen Astronom nutildags vilde bruge dem som tekniske Hjælpemidler. Paa den anden Side er det derimod af største Betydning tor selve Studiet af Ptolemæus, at man i Tabellerne har de Tal, som han selv paa andre Steder i Værket har regnet med. Man maa derfor anerkende det som et betydeligt Fortrin ved Heibergs Udgave, at Maalet for den er blevet sat deri saavidt muligt at gengive Ptolemæus selv uden moderne Retouche; matematiske Grunde have ikke været afgørende for Teksten, selv om de vel nok i anden Linie og anvendte med Forsigtighed kunne have været medvirkende ved Valget af Læsemaader. Som et andet Eksempel, der egner sig til at belyse Forskellen mellem de to Udgaver, tage vi følgende: Heiberg S. 54,10 har ὃ Sekunder, hvor baade Manuskripterne A, B og C, Baselerudgaven og Halma har y»; dette sidste er ogsaa matematisk set rigtigst, eftersom Beregning ved en Sinustabel giver 3,2. Kun D har ð. Feølger man nu Heibergs Henvisning til S. 122,4 0g τὸ, ser man, at begge Steder have alle Manuskripter (oprindelig 9: bortset fra en senere Rettelse, B°) angivet Tallet til at være ð i en Beregning, hvor det paagældende Tal er hentet fra Tabellen S. 54,10. Halma har her rettet ὃ til y. — Desværre lader det sig ikke af de følgeade Regninger paavise, hvilket Tal der er regnet med; Sandsynligheden taler imidlertid for Heibergs Valg, nemlig at følge D og overalt læse ð, saa meget desto mere som det, at netop D paa det første Sted har ð, stemmer med det almindelige Indtryk, at D har sin Oprindelse i et gammelt og fortrinligt Haandskrift (cfr. Heibergs Indledning, S. V). Det er dog ikke altid, at Halma foretrækker den matematiske Sandhed for Haandskrifternes Vidnesbyrd: Halma S. 45,15. angiver Korden til pé. ς΄ at være o ιϑ' ς΄. Matematisk set strider dette mod sund Sans, da Tabellen derved kommer i Strid med den vedføjede Kolonne af Differenser (til Interpolation); ja Fejlen er endog ganske iøjnefaldende, naar man lader Blikket glide ned langs Minutkolonnen, idet @ springer helt ud af Rækken (2, 6, ! Iøvrigt bør Spørgsmaalet om Tallenes «Korrekthêd» ikke som hos Halma afgøres ved moderne Regnemetoder, men kun ved Regninger, der følge de samme besværlige Baner, som Ptolemæus selv har fulgt. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. VII. 12