178 Poul Heegaard: Anm. af 19, 13, 17). Ifølge Halmas Variantliste skulde Heibergs A og C henholdsvis have ð og ἐ paa dette Sted. Heiberg selv har i Tabellen (S. 62,19) det rigtige 1, men angiver ingen Varianter. Her som mange andre Steder afvige altsaa de to Udgaver i deres Angivelser om Indholdet af de fælles Haandskrifter; Professor Heibergs Navn er vel en tilstrækkelig Borgen for, at hans Angivelser ere de korrekte. Som sidste Eksempel vælge vi Heiberg S. 174, 175 og Halma 5.135. Her staar: Heiberg Halma “Σ,κορπίου, 1L. 3, Kol. 7: a 1 ᾿Ιχϑύων. - ιν, - -- ὅς νῷ vp Disse to Steder i Tabellen skulle gensidig svare til hinanden paa simpel matematisk Maade. Halma har bragt fuldstændig Forvirring tilveje ved paa første Sted mod alle Haandskrifter at læse ἡ: Heiberg har atter bragt Orden tilveje ved det sidste Sted at adoptere D's Angivelse v. Altsaa ogsaa her har D alene det rette! De nævnte Eksempler maa være tilstrækkelige til at illustrere, hvilket Fremskridt den ny Udgave er, hvilke gode Principper den følger. og hvilken Omhu der er anvendt paa Princippernes Efterlevelse. En enkelt Gang kunde man ønske, at Noterne indeholdt Oplysninger om de ledsagende Figurers Udseende i Manuskripterne. Paa dette Punkt har Halma ligeledes undertiden retoucheret; man sammenligne f. Eks. Halmas Figur S. 67 med Heibergs S. 90. Angaaende de Haandskrifter, som ere benyttede ti! Udgaven, kan bemærkes, at det af den foreløbige Meddelelse, som findes i Indledningen, ses, at alle hidtil kendte Manuskripter ere undersøgte, hvorpaa der er dannet et Udvalg paa 5 Haandskrifter, der have selvstændig Værdi. A og C brugtes, som sagt, af Halma; E og F synes mindre vigtige; D er omtalt ovenfor; og B, om hvilket Heiberg siger «quo nullum pulchriorem elegantioremque unquam uidi», er af ham selv opdaget i et ikke almindelig tilgængeligt Katalog i Vatikanerbiblioteket. Da Halmas Udgave foruden at være sjælden kun højst ufuldstændig tilfredsstiller den moderne Videnskabs Krav, saa kan den ny Udgave hilses med Glæde af Filologen. Anderledes med den anden Part i Sagen — Naturvidenskabsmanden; thi Fortalen meddeler: interpretationem meam siue Latinam siue linguae recentioris in tanta rerum difficultate addere ausus non sum; de ea re uideant astronomi, si interpretationem desiderauerint. Nu kan man vist roligt gaa ud fra, at hvis Prof. Heiberg er veget tilbage for Vanskelighederne ved en Oversættelse, saa vil en Astronom neppe paa egen Haand kunne præstere en saadan; og den græske