Buchholz, Anthologie. 187 paa kun 1 eller 2 Vers ere rigtignok ikke skikkede til at give nogen Forestilling om Digtet eller Digteren, men ere medtagne, fordi de ere efterlignede af Horats (Sappho 5, Alkaios 3 0g 9, Simon. 7 og 8). De literærhistoriske Indledninger saa vel som Kommentaren have været Genstand for en omhyggelig Revision og have modtaget mange Tilføjelser og Forbedringer. Kommentaren er klar og fyldig og indeholder al den Hjælp, som kan ønskes af yngre philologiske Studerende, til hvem Bogen kan anbefales. Udgiveren har bestræbt sig for at levere en læselig Tekst. Som Overleveringen er, behøves paa mange Steder Konjekturer, og S. har benyttet baade andres og sine egne, men det er ikke mange, som synes slaaende. Hvad S. bemærker i Anledning af Alkman 2, 2: «Das richtige scheint noch nicht gefunden» kunde anvendes paa mange Steder. Paa enkelte Steder, hvor den overleverede Læsemaade er beholdt, nærer jeg Tvivl, saaledes Sappho 1, 18: τίνα δηὖῖτε Πείϑω uais ἄγην (hvem vil du have, at Peitho skal bringe til at elske dig?) blot med den Bemærkning i Anhanget, at Peitho staar Aphrodite nær, ja af Sappho kaldes hendes Datter. Jeg har i min Anthologi fulgt Bergks Konjektur δηΐτ᾽ ἀπείϑην; Blass’ Forslag: σπείϑω-μαι σ᾽ ἄγην (hvem skal jeg tro, at du søger at drage?) er sindrigt, men ikke tilfredsstillende. — Alkaios 3, 2 har S. optaget Konjekturen πώνην, en tvivlsom æolisk Form for πίνειν og en Tautologi efter μεϑύσϑην. Hartung foreslaar efter Horats Od. I 37, 1—2 at læse νῦν χρὴ μεϑύσϑην καὶ χϑόνα (ἴον twa) πρὸς βίαν κρούην (for πονεῖν), tiltalende og ikke dristigere, end naar S. Simon. 6, 3 retter νῦν δεμινϑυας til λῆν δ᾽ dui ἐνϑέους. — Simon. 4, 19 har S. Ret i at Konjekturen τεκνόφι δίκαν, som jeg har optaget, ikke kan betyde «for Barnets Skyld», og at Wilamovitz’ καὶ νόσφι δίκας (Hdskr. κνοφι δικας) henført til εὔχομαι ikke passer, da der ingen Grund er til at Danae skulde kalde sin Bøn uberettiget, men hans egen: τέκνου ἐπὶ δίκᾳ (med Synizese): «auf Grund des Rechtes, das das Kind dem Vater gegenüber hat, kurz um des Kindes willen» ligger Hđdskr. fjernere og giver et søgt Udtryk. — Pind. Ol. 1. 29—30 (42—43) har S. søgt Fejlen i δεδαιδαλμένοι μῦϑοι, som han med Bergk retter til δεδαιδαλμένῳ μύϑῳ, idet han gør φάτις til Subjekt (= φάτιες), skønt det her har kort ε, og lader ἔξαπατῶντί være brugt absolut. Fejlen ligger i φάτις. En Schol. har φάτιν, men μῦϑοι ἐξαπατῶντι βροτῶν φάτιν kan ikke en Gang Pindar sige. En anden Schol. har παρασύρουσιν ἔξω τοῦ ἀληϑοῦς λόγου τὰς φρέν ας τῶν ἀνϑρώπων, 0g φρένας findes endog i et Par Hdskr., sandsynligvis kun en Glosse, men som giver den rette Mening. Madvigs advers. crit. synes S. ikke at have kendt; ellers havde han vel Pind. Pyth. 1, 71 sat Komma efter ἅμερον 0g henført det til γεῦσον (giv os et naadigt Nik, adv. I S. 186),