190 A. B. Drachmann: Anm. af Bacchylides, ed. Blass. I Behandlingen af Texten viser Udgiveren overalt saavel den Omhu, han er bekjendt for, som et sundt Omdømme og en rigtig Takt. Særlig den sidste Egenskab er vigtig overfor en Overlevering, hvor der er saa mange store Huller som her; ií Afgjørelsen af, hvor der bør suppleres og hvor der maa resigneres, har Blass i det Hele været særdeles heldig. I Textbehandlingen er der enkelte Steder hvor man mærker, at Lyriken vel næppe er den Del af den græske Litteratur, med hvis Tankegang og Udtryksmaade Udgiveren er mest fortrolig. I 42 er τί μάν; i denne Forbindelse formentlig ganske umuligt, skjønt selv v. Wilamowitz har godkjendt det; Blass selv synes at have fortrudt det i Fortalen. — Af lignende Art er III 29 τὸ γὰρ ἄελπτον ἅμαρ μόλ ὧν. Pap. har ganske vist μιλῶν istdf. μολὼν, men ogsaa lige ovenfor (23) ἐπεῖ istdf. ἐπεὶ, uden at man deri har søgt noget Dybsindigt. — III 78 f. er Apollons Ord udstrakt lige til Vs. 92, imod al Analogie; saadanne Citater er korte Kjernesprog. I det Hoøieste kan man lade Citatet gaa Epoden ud, saa at Ordene ὅσια δρῶν εὔφραινε ϑυμόν herer med. — IV 4 «ὅσσα exclamantis est»; i denne Forbindelse sikkert ikke; det maa have sluttet sig til den forudgaaende Superlativ. Jvf. Xenophanes 2, 17: ταχυτῆτι ποδῶν, τόπερ ἐστὶ πρότιμον ῥώμης ὅσσ᾽ ἀνδρῶν 2oy év ἀγῶνι πέλει. --- VII, VIII har Blass forenet — sikkert med Urette. Det er rigtigt nok, at Ordene i Slutningen af VIII for Bogstavernes Skyld ligesaavel kan suppleres til et indicativisk som til et imperativisk Udtryk; men hele Udtrykkets Form i Forbindelse med den Plads hvorpaa det staar, kræver en Bøn. Og selv med Blass’s Supplement kommer man i Vanskeligheder, naar man vil forbinde VII og VIII; thi den af Blass givne Form passer kun til en første Seir i Olympia. En saadan vandt Lachon som Dreng (VI, cfr. Blass’s argum.); skal dette Digt behandle den samme Seir, saa kommer man i Strid med παῖς ἐὼν ἀνήρ τε VIII 8, som Blass forgjæves søger at bortfortolke; skal det være en anden Seir, passer Slutningen ikke. — IX 28 skriver Blass διακρινεῖ φάει for διακρίνει φάη, hvorved Konstruktionen forvirres og et uhørt og urigtigt dannet Ord indføres — alt for at undgaae en lidt dristig Brug af διακρίνω. — XII burde interpungeres og skrives: ἵν᾽ ἀϑάνατον Movoðrv ἄγαλμα ξυνὸν ἀνϑρώ-OLG εἴη χάρμα, τεὰν ἀρετὰν μανῦον ἐπιχϑονίοισιν. — ib. 42 ἕτερος δ᾽ ἐπὶ παισὶ ποικίλον τόξον τιταίνει er det dristigt at rette (tilmed til πάσι) v. S. a. Pind. J. II 3 δίμφα παιδείους ἐτόξευον μελιγάρυας ὕμνους (allerede citeret hos Kenyon). — ib. 46 hvorfor δ᾽ ἀκρίτους er rettet til διακρίτους forstaaer jeg ikke. — XIII 189—390 er Interpunctionen urigtig; der maa interpungeres stærkt efter φυλάσσει, og τε efter γνίκαν betyder baade (den sidste Bem. skylder jeg een af Deltagerne i en Øvelse over Bacchylides). — XIV 8, 9 er μία δ᾽ ἐς κοινὸν smukt suppleret,