Julius Nielsen: Anm. af Horatius, rec. Müller. 191 men Blass burde saa have beholdt ὃς τὰ πὰρ χειρὸς κυβερνᾶται i 10; dermed var Stedet i Orden. Mulig tør man til Støtte beraabe sig paa Pind. N. III 74: ἐλᾷ δὲ καὶ τέσσαρας ἀρετὰς ó ϑνατὸς αἰὼν, φρονεῖν δ᾽ ἐνέπει τὸ παρκείμενον. XVIII 27 ff. er det paafaldende at Blass ikke har anseet for forklaret ved Henvisningen til Ovids Ibis 407; hans Interpunction (ἔσχεν, 110-λυπήμονός τε καρτερὰν σφῦραν" ἐξέβαλεν ΠΙοοκόπτας) er umulig. I Nəeiagtighed og Fuldstændighed er Udgaven som man kunde vente den af Blass. For en Ordens Skyld maa bemærkes, at V 23 staaer hos Blass baade i Apparat og Text doves, medens Pap. har ὄρνιχες; XII 8 staaer i App. rigtigt γυιαλκέα, i Texten γυιαρκέα, vel ved en Trykfeil. De Steder jeg ovenfor har opregnet, anseer jeg for Pletter paa et i Hovedsagen fortræffeligt Arbeide; de er ikke talrige og ikke slemme, og en Deel af dem vil Udgiveren forhaabentlig snart faae Leilighed til at fjerne. Thi hans Udgave vil sikkert blive betragtet og benyttet som Standard-Udgaven af Bacchylides, og det fortjener den. A. B. Drachmann. Q. Horatii Flacci carmina. Tertium recognovit Lucianus Mueller. Ed. ster. maior. Leipzig 1897, Teubner. LV-8303 pp. L. Müllers fortjenester af Horatsstudiet er så almindeligt anerkendte, at de ikke behøver nærmere at omtales her; en stor del af hans for ikke så længe siden afsluttede liy er anvendt til et ihærdigt og frugtbringende studium af Hor., og ikke mindst flittig var han dermed i sine sidste år: 1891 kom en udgave af satirerne med meget udførlig kommentar, 1893 en lignende af brevene (bægge hos Tempsky, Wien), og da han udsendte den udgave, der her kortelig skal omtales, for tredje gang, var han beskæftiget med en lignende, stor udgave af oder og epoder. Denne har imidlertid, såvidt anm. bekendt, ikke set lyset endnu, om den nogensinde fremkommer. Müllers udgaver af Hor., specielt den lille textudgave, har været bekendte for deres sunde konservatisme, der dog ingenlunde gik så vidt, at han vilde forsvare enhver overlevering. I de senere år var han måske vel ubillig overfor Kiessling, mod hvem han i de to Wienerudgaver meget ofte polemiserer. Denne udgave skiller sig ikke fra den forrige på særlig mange punkter. Müller er bleven ængstelig overfor overleveringen på en del steder, han før lod stå uanfægtede, og har betegnet disse med kors, hvorved han dog kun vil tilkendegive, at han tvivler om, at stedet er rigtigt, ikke, at han finder det absolut