2 O. Siesbye: måde som her.) Af græske forfattersteder kan jeg anføre Polyb. 1, 49, 6: ᾿ἀνήχϑη (Πόπλιος Κλαύδιος) περὶ μέσας νύκτας λαϑὼν τοὺς πολεμίους. καὶ τὰς μὲν ἀρχὰς ἄϑρους ἔπλει κτλ. 2. 33, 4: ᾿Αναδόντες οἵ χιλίαρχοι τὰ τῶν τριαρίων δόρατα τῶν κατόπιν ἐφεστώτων ταῖς πρώταις σπείραις, καὶ παραγγείλαντες ἔκ μεταλήψεως τοῖς ξίφεσι χρῆσϑαι, συνέβαλον ἔκ παρατάξεως κατὰ πρόσωπον τοῖς Κέλταις. 8, 65, ὃὅ--ἠΟΟΑἈ(προϑέμενος om Scipio alene, προΐει βάδην om hele hæren, dernæst τάξας Om Hannibal alene, ἀπήντα om hele hæren, men så igjen ἧτοιμάκει kun om Hannibal). (Plut. Eumen. 5, 3 ἄϑοους som i det först anførte sted af Polybios.) — Af moderne litteratur kan jeg meddele to unægtelig noget bizarre steder hos Heinrich v. Kleist: «Da dieser Kriegsmann sich in mehrere Abtheilungen auflösete ..., ward er auf vereinzelten Punkten angegriffen», og: «Inzwischen war Kohlhaas auf hundert und neun Köpfe herangewachsen» (Schriften 1826, 3 s. 34 og 38)_ 2. (Småting Nr. 7 omarbejdet.) Hor. Epist. 1, 1. 38—39 interpungeres vist almindeligt således: Invidus, iracundus, iners, vinosus, amator, Nemo adeo ferus est, ut non mitescere possit. Derimod har Lembcke udeladt komma efter amator og forklarer ordene saaledes: «nemo invidus cet. adeo ferus esi». Hans opfattelse er så regelret i grammatisk henseende, at den ikke behøver noget forsvar; den almindelige forekommer mig langt livligere («den misundelige, den vredagtige, den dorske, drankeren, den lidenskabelige elsker, kort sagt ingen —»), men har rigtignok den vanskelighed, at en række positive bestemmelser skal sammenfattes i et nemo. Alligevel tror jeg, at denne opfattelse er den rigtige, om jeg end ikke kan anføre noget ganske lignende sted af den latinske litteratur til bestyrkelse, men det behøves også næppe; overgangen i forestillingen fra alt til dets diametrale modsætning kommer næsten af sig selv og har intet stødende ved sig.” Nogen ' For komma står i nogle udgaver kolon, i en del ældre hemikolon, naturligvis med samme betydning. * Det sted jeg tidligere havde anført af Sen. de trang. an. 11, 6 er skrevet anderledes, og vist rigtigere, i Gertz’s udgave, og har følgelig ingen beviskraft. Exempler af dansk litteratur vil man finde i Mikkelsens störste