4 O. Siesbye: alteros impedientes; Dial. de Orat. 8: Sine commendatione natalium, sine substantia facultatum, neuter moribus egregius, alier habitu quoque corporis contemptus, per multos jam annos potentissimi sunt civitatis, Tac. Hist. 1, 74: Quasi rixantes stupra et flagitia in vicem objectavere, neuter falso, og med en lille variation 4, 2: Ceteri in custodiam conditi, nihil quisquam locutus indignum, d. e. nemo quidquam locutus. — Noget besynderligere er det når der til et negativt subject föjes en positiv apposition, som når Thukydid skriver (2,53, 3): Τὸ προταλαιπωρεῖν τῷ δόξαντι καλῷ οὐδεὶς πρόϑυμος ἦν, ἄδηλον νομίζων εἶ πρὶν ἐπ᾽ αὐτὸ ἐλϑεῖν διαφϑαρήσεται, ἃ. e. ἄδηλον γὰρ πᾶς τις ἐνόμιζεν, OS (8, 66): ἀντέλεγε οὐδεὶς τῶν ἄλλων, δεδιὼς δρῶν πολὺ τὸ ξυνεστηκός ', eller Xenophon (Hell. 2, 2, 3): Οὐδεὶς ἐκοϊμήϑη, οὐ μόνον τοὺς ἀπολωλότας πενϑοῦντες, ἀλλὰ πολὺ μᾶλλον αὐτοὶ ἑαυτούς, eller Æschines (2, 97): Οὐδεὶς αὐτῷ συσσιτεῖν ἤϑελεν ., ὁρῶντες αὐτὸν... αὑτοῖς ἐπιβεβουλευκότα. Lignende steder hos senere forfattere vil man finde i Plutarchs Cæsar 35, 2 og hos Sextus Empir. p. 402 v. 25—27 ed. Bekker; i et replikskifte i et hos Athenæos p. 418 C opbevaret sted af en komediedigter: Τῶν Φαρσαλίων ἥκει τις, ἵνα καὶ τὰς τραπέζας καταφάγῃ; Οὐδεὶς πάρεστιν. --- Εὖ γε ὁρῶντες." 1 Platons Större Hippias p. 300 B: Καὶ πῶς ἂν εἴη τοῦτο, μηδετέρας πεπονϑυίας τι τῶν ὄντων ὁτιοῦν ἔπειτα τοῦτο τὸ πάϑος, ὃ μηδετέρα πέπονϑεν, ἀμφοτέρας πεπονϑέναι kunde det negative led, der nu står som subject, være udtrykt i form af en absolut genitiv, mens dette i de ovenfor anførte steder (undtagen det sidste) er tilfældet med det positive led, men fremstillingen vilde have tabt i livlighed. ' En ydre lighed med disse steder har 4, 10: Πηδεὶς ὑμῶν ἐν τῇ τοιᾷδε ἀνάγκῃ ξυνετὸς βουλέσϑω δοκεῖν εἶναι, ἐκλογιζόμενος ἅπαν τὸ περιεστὸς ἡμᾶς δεινόν, hvor også participiet er at forstå negativt, idet meningen er: μηδεὶς ἐκλογιζέσϑω . .. δεινὸν καὶ διὰ τοῦτο... ξυνετὸς βουλέσϑω δοκεῖν εἶναι. 5.1 grammatisk henseende er den her omtalte apposition ganske vist at sammenstille med de af Madvig gr. ordföjn. § 5 (jfr. § 176 e) og lat. sprogl. § 217 anm. 1 omtalte former, og således har også Krüger behandlet den gr. sprach]. § 538, 4 a. 5 (jfr. § 56, 9 a. 1), men i lexikalsk henseende hænger den sammen med det i stedet hos Horats fremtrædende fænomen (Nogle af de exempler jeg har anført findes også hos Krüger.)