- Project Runeberg -  Nordisk tidskrift for filologi (og pædagogik) / Tredie række : Ottende bind /
5

(1874-1922)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Strøbemærkninger. 5 Med den i Madvigs græske ordföjningslære § 213 og latinske sproglære § 462 b omtalte sprogbrug vil man finde den her omtalte med den nærbeslægtede combineret i Xenophons skrift περὶ πόρων 4, 4: Οἱ κεκτημένοι ἐν τοῖς μετάλλοις ἀνδοάποδα οὐδεὶς τοῦ πλήϑους ἀφαιρεῖ, ἀλλ ἀεὶ (nl. ἕκαστος) προσκτᾶται ὁπόσα ἂν πλεῖστα δύνηται, Og ligeledes Tac. Hist. 2, 52: Trepidi et utrimque anxii coeunt, nemo privatim expedito consilio, inter multos (unusquisque) societate culpœ tutior, og 4, 13: Longus deditorum ordo per urbem incessit, nemo supplici vultu, sed (omnes) tristes et truces. Af lignende art, kun at det positive led er udeladt, men let kan suppleres, er følgende hos Gellius (7 — 6, 9) opbevarede sted af den gamle historieskriver Piso: Adulescentes ibi complures nobiles sedebant; hi contempnentes eum assurgere ei nemo voluit (nl. de bleve alle siddende). När hos Varro (R. R. 2, 4, 2) Tremellius Scrofa, efter at have fortalt, at hans bedstefader var -den förste af den familie der fik det ejendommelige øgenavn, dernæst fortsætter således: Itaque proavus ac superiores de Tremelliis nemo appellatus Scrofa, gjör tilföjelsen proavus ac den i det foregäende exempel fremtrædende anakoluthi stærkere. Mens der overhovedet i en del af de hidtil anførte steder kan siges at være en anakoluthi tilstede, er der andre hvor den grammatiske forbindelse tilsyneladende er ganske jevn og regelmæssig, mens det ved nærmere betragtning viser sig, at der egentlig först kommer mening i stedet ved en underforståelse (ikke just en udeladelse af noget). Når således Lucrets (2, 1038) skriver: Quam tibi jam nemo fessus satiate videndi Suspicere in cœli dignatur lucida templa!, er meningen jo tydeligt nok, at fordi alle har seet sig mætte paa himlen, er der nu ingen mere der værdiger den et öjekast. (Den i grammatisk henseende mulige opfattelse: Ingen som har seet sig mæt — værdiger —, forbyder sammenhængen.) Paa lignende måde siger Ovid (Trist. 5, 2, 25): Cur... totiens minata Obruit infeliz nulla procella caput”, d. e. Hvorfor har, skjönt såmange ulykkessvangre storme truede dermed, dog ingen af dem knust mig? Hermed kan sammenstilles den af Livius (28, 43, 11) brugte vending, idet han lader P. Cornelius Scipio sige: cum quæsitus ad id bellum imperator

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Jun 17 12:16:29 2026 (www-data) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/nordfilol/3r8/0015.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free