6 O. Siesbye: nemo se ostenderet — man søgte efter en der kunde være feltherre, men af alle dem man tænkte på var der ingen der viste sig.’ Når Tacitus (Germ. 39) fortæller om den ærbødighed hvormed Sveverne dyrkede en hellig lund: Nemo nisi vinculis ligatus ingreditur, ut minor et potestatem numinis præ se ferens, kunde det i helt igjennem positiv form hedde: Quisquis ingreditur, vinculis ligatus ingreditur, ut minor cet. På lignende måde, kun uden uí skriver Seneca (de ira 3, 5, 8): Nulla magnum animum injuria ad sensum sui adducit, fragilior eo quod petit. (Også det ovenfor anførte sted af Tac. Hist. 2, 52 er måske snarere at henføre hertil.) Synderligt forskjelligt herfra er det heller ikke når der, efter en sætning hvori der findes en comparativ, følger et relativt pronomen som henviser til et ikke tilföjet andet sammenligningsled, f. e. hos Cicero Epist. ad Famm. 6, 20, 2: Loco opportuniore nullo esse potuisti, ex quo te, quocumque opus erit, facillime et exæpeditissime conferas, jfr. pro Cluent. 111, Phil. 6, 17; Sen. de ira 1,11, 1; alle disse steder indeholder den relative sætning en begrundelse, og den ældre Plinius har da også (33, 61) tilföjet en causalpartikel: Nec aliud laxius dilatatur aut numerosius dividitur (nl. quam aurum), utpote cujus unciœ in septingenas, quinquagenas pluresque bratteas quaternum utroque digitorum spargantur.” Ἐπ tilsvarende sprogbrug på græsk findes f. e. Andok. 1, 23: “Λόγον ἀνοσιώτερον καὶ ἀπιστότερον οὐδένας πώποτ᾽ ἐγὼ εἴπόντας οἶδα, οἱ τοῦτο μόνον ἡγήσαντο δεῖν, τολμῆσαι κατηγορῆσαι. Jfr. Antiph. 6, 47, Lys. 18, 77, Isokr. 19,734; sign. Madv. gr. ordföjningsl. § 195 6. Et mærkeligt sted, hvorved jeg ved at i det mindste een kundskabsrig filolog og dygtig skolemand har stødt an, findes i Ciceros tale for Milo § 28: Obviam fit ei Clodius, expe- ' Med den bekjendte brug af nullus i sætninger som Sextus αὖ armis nullus discedit har dette kun en ydre lighed. (Med hensyn til Liv. 22, 17, 6 må det være nok at henvise til Fabris anmærkning.) Ξ Et skridt videre er Curtius gået når han (δ, 4 = 13, 8) ved at omtale floden Medus siger: gignendæ hħerbæ non alius est aptior, quidquid alluit floribus vestiens, de sidste ord repræsentere en relativ sætning, vel snarest indledet med et utpote el. lign., henført ikke til non alius, men til quam ille.