Strøbemærkninger. 7 ditus, in equo, nulla reda, nullis impedimentis, nullis Græcis comitibus, ut solebat. At meningen er den, at Clodius mod sin sædvane ikke sad på en vogn, ikke førte bagage, og ingen græske ledsagere havde, kan der jo ingen tvivl være om, og det siges udtrykkeligt i § 51; man kunde altså for ut vente contra atque, så meget mere som Cicero lige bagefter siger: sine uxore, quod numquam fere, Men til at tvivle om overleveringens rigtighed tror jeg ikke at der er nogen grund, selv om jeg ikke kan påvise noget lignende exempel. Som fuldstændig unöjagtig skrevet må jeg betragte følgende sted hos Livius (29, 35, 2): Duos eodem nomine Carthaginiensium duces duobus equestribus præœliis interfectos, non omnes auctores sunt, veriti, credo, ne falleret bis relata eadem res; det er tydeligt, at de forfattere der vare bange for at deres kilde, uden at vide af det, havde fortalt det samme to gange ikke ere dem som har fortalt om to slag og to faldne feltherrer, men netop dem der kun har fortalt om een begivenhed. Indsætter man for non omnes det dermed enstydige nonnulli (plerique?) tantum, vil uregelmæssigheden springe i öjnene, mens nu det negative udtryk dækker, som tit, over den. Jeg er efterhånden kommen langt bort fra mit udgangspunkt, og skal nu slutte med at anføre et sted der på en måde danner et modstykke til stedet hos Horats. Mens nemlig her, hvis min opfattelse er rigtig, en række positive led afsluttes negativt, bliver i Sallusts Epistula Mithridatis § 17 et negativt led opløst i en række positive. An ignoras Romanos, postquam ad occidentem pergentibus finem Oceanus fecit, arma huc convortisse, neque quidquam a principio nisi raptum habere, domum, conjuges, agros, imperium?! ! Til nogle af de her behandlede fænomener vil man kunne finde paralleller også hos moderne forfattere. Hos Goethe hedder det således i Hermann und Dorothea (Euterpe henimod slutningen): «Unbewegt und stolz will keiner dem andern sich nähern», og i Faust (v. 8672 i Erich Schmidts udgave): «Kein Magd erschien mir, keine Schaffnerin, Die jeden Fremden freundlich sonst begrüssenden.» Et exempel af Uffe hin Spage er anført i Mikkelsens sproglære 8 184, 2 Anm. 1.