Mere om Lykisk. 19 at prùnavayąa er en Verbalform. Og da det ikke er tredje Person, må det være første Person; thi det følger af sig selv, at Bygherren ikke godt kan optræde i anden Person. På samme Måde forklarer Torp nogle andre Former, nemlig piyaya 'jug bestemte’ (3. Sing. piyete) og seiaga, som Torp opløser i 86 iagą, medens Thomsen, der iøvrigt billiger Torps Formodning om disse Verbalformer, påviser, at det skal opløses sei aga, 0g at aga er 1. Sing. til ade «han gjorde». Første Person er endelig også piyaya, der ifølge Torp er en orthografisk Variant til ρίμψαχᾳ, idet Betegnelsen af Nasaleringen er bleven udeladt, fordi det følgende Ord begyndte med m; sandsynligere er dog Thomsens Opfattelse, at piyaya forholder sig til piyaya som prùnavate til prnavate (hvorom nedenfor). Jeg skal her straks opkaste det Spörgsmål, hvorledes dette nye Træk af den lykiske Grammatik stemmer med den indoeyropæiske Hypothese. Og jeg skal besvare Spörgsmålet derhen, at den nye Endelse, hvis Grundform må være -ya, ikke hører til dem, der slående minder om Indoevropæisk, medens jeg dog finder, at den med stor Lethed lader sig forklare af Indoevropæisk. -a kunde være den gamle Perfektendelse -a (gr. oîlða). Af de denominative Verber dannedes der i det ievr. Grundsprog ikke noget Perfektum (Aorist, Futurum); de enkelte ievr. Sprog har erstattet Mangelen ved Nydannelser (gr. πεπαίδευκα, lat. amāvī, oldn. kallaða). I Lykisk synes Nydannelsen at have bestået i, at de Personendelser, som begyndte med en Medlyd, uden videre föjedes til Verbalstammen: 3. Sing. prñħnava-te. Men Endelsen for 1. Sing., der begyndte med en Vokal, er bleven föjet til en udvidet Stamme paa -y-. At denne Stamudvidelse skyldes en eller anden Analogidannelse, turde være sandsynligt, og det vilde ikke være absurd at antage, at den havde en lignende Oprindelse som det græske x i πεπαίδευκα. Man er mest tilböjelig til at antage, at dette græske x stammer fra ἔϑηκα 0g lignende Former, hvor det har været tilstede fra første Færd (sml. lat. fēcī). ἔϑηκα svarer til det frygiske að-ðazert (ovenfor VII 70). At Nabosproget Lykisk kan have haft lignende Former og ved en tilfældig Parallelisme have benyttet dem til Udgangspunkt for lignende Nydannelser som i Græsk, er ikke nogen halsbrækkende Anskuelse. Skulde denne Hypothese være rigtig, måtte g i agq være opstået af χ på lignende Måde som Endelsen -αἱ i ' Også Bugge var, som jeg ved privat Meddelelse erfarer, nået til samme Opfattelse af sei aga som Thomsen. o*