294 Holger Pedersen: som ifølge Torp betød: «alle uvedkommende skal det ikke være tilladt at begrave deres Afkom», betyder ifølge Thomsen: «uvedkommende (acc.) skal det ikke være deres Slægt tilladt at begrave» (merne = Partiklen me -| det pleonastiske Pronomen ne). tiske, som antoges for en accusativus genitivi plur. (ovenfor VII 96), er ifølge Thomsen acc. sing. af et Pronomen *fiseke. Det trænger herefter i höj Grad til en fornyet Undersøgelse, om der overhovedet eksisterer en lykisk Genitiv Plur. på -s. Spörgsmålet er meget interessant, da dette Punkt er den vigtigste specielle Overensstemmelse mellem Lykisk og Armenisk. Efter denne hurtige Oversigt over Torps og Thomsens nyeste Arbejder skal jeg atter vende tilbage til Spörgsmålet om, hvorvidt Lykisk er indoevropæisk. Der er fremkommet Udtalelser om dette Spörgsmål fra Fick, Kretschmer og Vilh. Thomsen. Fick siger i en Anmeldelse af Kretschmer’s Einleitung in die Geschichte der griechischen Sprache (Beiträge zur kunde der indogermanischen sprachen XXIV S. 300): «Es ist geradezu als eine erlösende that zu begrüssen, wenn der verf. s. 370 den nachweis führt, dass die lykische sprache gar nichts mit dem indogermanischen zu thun hat. Der beweis liegt eigentlich schon darin, dass das verständniss der lykischen inschriften sich dem heissen bemühen so vieler forscher, die alle mit dem indogermanischen schlüssel an sie herantraten, spröde verschlossen hat: es hat sich nichts zeigen wollen, was irgend wie indogermanisch aussah. Ich glaube dieses urtheil abgeben zu dürfen, weil ich selbst einmal vor jahren — natürlich ganz erfolglos — die Lykier in das indogermanische Prokrustesbett zu zwängen versucht habe, glücklicherweise, ohne von diesen «studien» -etwas verlauten zu lassen.» Man behøver ikke at opholde sig længe ved denne Ytring; den er nemlig åbenbart afgivet uden Kendskab til de nyere Arbejder over Lykisk. Det er desuden overordentlig naivt at erklære, at et Sprog, som ikke kan forstås simpelthen ved Sammenligning med andre Sprog, ikke kan være indoevropæisk. Der ligger i denne Ytring en dobbelt Fejl; for det første henter Fick åbenbart sin Forestilling om, hvad der er indoevropæisk, udelukkende fra de allerklareste Repræsentanter for vor Sprogæt: Latin, Græsk, Arisk, Slavisk. Dette er en Fejl, som en Mængde tyske Sprogforskere, ældre og yngre, gör sig skyldig i; at det i methodologisk Henseende kan være af umådelig Betydning at göre sig bekendt også med Armenisk eller Keltisk, overser man fuldstændig. Endogså Kretschmer, der i sin ovenfor nævnte Bog