Mere om Lykisk. 295 behandler alle Nabosprog til Græsk, går til denne Opgave uden Kendskab til Armenisk eller Albanesisk (at han intet Kendskab har til disse Sprog, fremgaar bl. a. af de urigtige Bemærkninger, han gör om dem). Dertil kommer endnu en anden Tankeløshed. Under Indtrykket af de mange Triumfer, som Sprogsammenligningen har fejret overfor Indskrifter, glemmer man rent, at det altid har været Sprog, der stod hinanden meget nær, som på denne Måde har oplyst hinanden. Men ingen kan for Alvor tro, at man uden Kendskab til Græsk vilde kunne tyde græske Indskrifter alene ved Hjælp af en latinsk Ordbog og en Portion etymolvgisk Skarpsindighed. Det er derfor intet dårligt Varsel, at de lykiske Indskrifter har været noget genstridige overfor de mange Forskere med den indoevropæiske Nögle (og de har jo været meget mindre genstridige overfor Torp og Vilh. Thomsen, som har undladt at göre Brug af denne Nögle). Igennem hele Ficks Udtalelse går desuden som en rød Tråd den urigtige Anskuelse, at det lykiske Sprogs indoevropæiske Karakter må bevises ved et Antal Etymologier. Ficks Forkærlighed for Etymologien er bekendt nok, men i et Spörgsmål som det foreliggende er det ikke Etymologien, men Betragtningen af Sprogbygningen, der må være afgörende. Hvis Ficks «Studier» kun, som han selv antyder, har bestået i Forsøg på at finde de lykiske Ords Betydning ved Hjælp af Lyd-Lighed med andre ievr. Sprog, må man virkelig betragte det som en Lykke, at han intet har meddelt derom. — I «Deutsche Litteraturzeitung» 1899, 1. April, Sp. 495—499 har Kretschmer anmeldt Bugges «Lykische Studien». Medens Kretschmer i sin ovenfor nævnte Bog havde erklæret det for fuldstændig sikkert, at Lykisk ikke var indoevropæisk, forskanser han sig nu i en forsigtigere Stilling. Han indrömmer, at han ikke har bevist, at Lykisk ikke er indoevropæisk, men hævder, at Bevisbyrden tilkommer hans Modstandere. Han indrömmer, at Bugges Lære om Lykisk som et stærkt forandret ievr. Sprog er mulig, men finder, at den ikke er bevist. Hans faktiske Indvendinger mod Bugge er höjst mærkværdige. Overfor Sammeznligningen med Armenisk erklærer han: «Das Armenische ist ja doch keine «altindogermanische» Sprache in dem Sinne wie das Gotische oder Litauische oder Slavische, sondern eigentlich eine Mischsprache». Men Armenisk er ikke noget «Blandingssprog», der lige godt kunde betegnes som indoevropæisk og som ikke-indoevropæisk; ingen, der kender Sproget, kan tvivle om, at det kort og godt er et indoevropæisk Sprog; og det er jo