Om Indledningsformlen i en rogatio. 51 indirecten Frage». Han anfører dernæst et Expl. af Plautus Stichus 4, 4, 9, hvor πὸ dog nok findes i Haandskrifterne, men er udeladt af nogle Udgivere, og et Sted af Ter. Ad. 4, 4, 17, som maa være en Fejltagelse, da der ingen Spørgesætning findes. Hos Ussing anføres (l. 1.) ganske vist nogle Explr. paa udeladt Spørgepartikel i et enkelt afhg. Spørgsmaal, men kun i Gentagelser). Vilde man med Ussing antage velitis iubeatis for et disjunktivt Spørgsmaal, slap man lettere fra Udeladelsen af Partiklerne, thi derpaa er der adskillige Explr. (l. 1.); men Spørgsmaalets Art synes at udelukke denne Fortolkning. Man kunde maaske i Poesi finde et disjunktivt Spørgsmaal uden Forskel i Betydningen af de to Led, næppe ellers. De disjunktive Spørgsmaal, hvor Partiklerne ere udeladte, vise endogsaa en meget bestemt Modsætning mellem de to Led (Asin., 462: Sit, non sit; Ter., Heautont. 643: Melius, peius, prosit, obsit; Cic. ad Qv. fr. III 8: velit, nolit, scire difficile est; Forskellen er mindre Stichus 36: vivant, valeani, cet., men Forskel er der dog); og rogo maatte jo ogsaa her underforstaas. PFügners Forklaring synes da antageligere. Desværre anfører han ikke andre Explr., der kunde vise, hvad der egentlig forstaas ved «empfehlende Frage». Men hvorfor ikke simpelt hen antage, at det er en potential Konjunktiv i spørgende Form? Ligesom velim betyder: <jeg kunde ønske», saaledes maatte vel velitis som Spørgsmaal betyde: «kunde I ønske» eller: «kunde det være eders Ønske», og det hele vilde altsaa betyde: «Kunde det være eders Vilje og Befaling». Med denne Forklaring bliver der intet at underforstaa, Spørgepartikel er ikke nødvendig, men den kan ogsaa føjes til, og her støtte de to Steder hos Cicero (de domo, 30, 80) og Livius (22, 10, 2) hinanden, saa at der ikke behøver at blive Tale om Rettelser. Hvad den indirekte Form angaar, er der kun noget at bemærke angaaende de to Steder, hvor Partiklen mangler. De andre Steder vise blot, at den føjes til, saa snart Sætningen gøres til afhængigt Spørgsmaal. Hvad de to nævnte Steder angaar, forekomme de mig meget paafaldende. Naar man imidlertid opfatter den direkte Form som en Hovedsætning, kunde de maaske i Overensstemmelse dermed forklares som Spørgsmaal i indirekte Tale, ikke ligefrem afhængige af den foregaaende Sætning. Den Slags indirekte Spørgsmaal plejer rigtignok ogsaa at have en spørgende Partikel, naar der ikke er et spørg. Pronomen eller 4: