66 C. Jørgensen: Anm. af Ciceros catil. Reden. Disse tre Steder er i Virkeligheden de eneste, som kunde berettige til at give Haandskrifterne af denne Gruppe (a A) nogen Overvægt; men kun paa det sidste Sted er Læsemaaden en Forbedring, paa første Sted er den tvivlsom, paa andet næppe rigtiz. Altsaa ved at frembyde væsentlig bedre nye Læsemaader kan denne Haandskriftgruppe ikke hævde sin Overlegenhed. Man kunde da tænke, at den stod lige med de andre bedre Haandskrifter og maaske var saa meget nøjagtigere i alle Enkeltheder, at man bedre kunde lægge den til Grund for Texten; men ogsaa dens Forsvarere indrømme, at den har sine særegne Fejl: hvad Müller anfører som Exempler paa Interpolation i den anden Klasse Haandskrifter (b i s), er ikke tilsigtet Interpolation, men simple A fskriverfejl eller højst en mechanisk Tilpasning af uforstaaede Ord til Meningen. : Alt i alt giver Haandskriftklassen a A væsentlig kun en Række ligegyldige Ændringer, som ingen Nytte er til; og som oftest er det blot Forandringer i Ordstillingen. Dette er et ret mærkeligt Fænomen i de latinske Haandskrifter, denne Variation i Ordstillingen; og det var ønskeligt at faa det nærmere undersøgt. Det vil vistnok vise sig, at det er i relativt yngre Haandskrifter, at Ændringer i den Henseende ere gjorte; med de Dateringer, som man giver Haandskrifterne, og som vistnok ere yderst usikre, er der intet at gøre for Øjeblikket; men at det i alt Fald er ret degraderede Haandskriftsforhold, som tillade den Art af Vilkaarlighed, er utvivlsomt. Det er svært at komme ud af dette Uføre igen, naar man staar med lutter stærkt afledede Haandskrifter uden ældre Vidnesbyrd ved Siden af. Men Spørgsmaalet har nogen Interesse ud over den textkritiske; hvilken Ordstilling har Cicero fulgt i forskellige Perioder af sit Forfatterskab, hvad var den naturlige Ordstilling for ham, hvilke Forbindelser «lød godt» efter hans Smag (til forskellige Tider)? Det synes at kunne spores, at de, som i Haandskrifterne have rettet paa Ordstillingen, i Reglen have søgt at bringe den noget mere kunstige, søgte Ordstilling til Anvendelse, den som gennem Digternes Brug var bleven almindelig i Litteraturen i Kejsertiden. Men det gjaldt da for os at finde tilbage til Ciceros egen Brug. Man maatte opsøge de Skrifter, hvor man havde den sikreste Text, og sammenligne Ordstillingen i forskellig Sti) (Taler, Afhandlinger, Breve). Og Ordgruppernes Velklang maatte man dog kunne faa et Begreb om ved lidt nøje at agte paa de i Talen fremskudte Perioder, f. Ex. Slutningsord i en længere Sætning, eller Bygningen af Sætninger, hvis Indhold krævede den delikateste, mest hensynsfulde, tiltalende Form. Meget af det, som vedrører Ordstillingen, beror paa Kunst, paa Øre og Smag; men den daglige Tale maa ogsaa have haft sin naturlige Ordstilling, som regulerede den kunstige; og om end de plautinske Vers har gjort megen Forstyrrelse i det naturlige