68 G. Rangel Nielsen: Anm. af slået, — det har glædet mig at konstatere, at de er i mindretal — er der kun én, jeg vil henstille til fornyet overvejelse, da den er utvivlsomt rigtig: II. 6. 75 quid trahat betyder sikkert ikke «hvad der vel burde drage», men «hvad der vel (faktisk) drager». — Hermed skal jeg slutte, idet jeg kun tilføjer, at udg. i en ny fortale forsvarer adressen «für den schulgebrauch», som jeg også havde påtalt, ved henvisning til «stræbsomme primanere». Bevares, al respekt for dem! Men kan virkelig deres køb eller ikke-køb af bogen bestemme, om den er skreven til skolebrug? Valdemar Thoresen. Joseph Hirmer, ĦBEntstehung und Komposition der platonischen Politeia. Bine von der philosophischen Fakultät der Universität München gekrönte Preisschrift (Særtryk af Jahrb. f, class. philol. suppl.-bd. XXIII). Leipzig 1897, Teubner. τοῦ s. Ved siden af det store spørgsmål om de platoniske dialogers kronologi har i den nyere tid også spørgsmålet om de større skrifter, Lovenes og Statens komposition og disposition ofte beskæftiget filologerne. Man nøies ikke med uden videre at betragte disse skrifter som afsluttede helheder af én støbning men går dem omhyggelig efter for at finde mulige spor af forskelligt syn på de samme ting. Finder man eller mener man at finde sligt, har man deri et vidnesbyrd om, at de pågældende steder er opstået på forskellig tid. Og kan man så yderligere påvise spring i tankegangen, ligefremme modsigelser eller andre sådanne dispositionsfeil, har man atter et middel til at udsondre de forskellige lag, finde de enkelte dele, hvoraf det hele skrift er sammensat. Vi har i dette tidsskrifts VI. bd. p. 80 f. haft leilighed til i korthed at gøre rede for de forskellige opfattelser af Lovenes tilblivelse; for Statens vedkommende er det samme spørgsmål be handlet i ovennævnte lille skrift af J. Hirmer. H. deler først værket i 5 hoveddele (I, II—IV, V—VII, VIII—IX, X) og giver en ganske kort oversigt over ver enkelt af disse. Hertil knyttes en betragtning af boginddelin~en, både den i 10 bøger og en anden, hidtil ukendt, i 6 bøger, som det er lykkedes forf. at påvise udfra citaterne i et lexicon i Bekkers anecdota I p. 75—116; der anføres nemlig kun 6 bøger, men citaterne stammer dog fra alle 10 (se tabellen i slutningen af skriftet). Også de 6 bøgers omfang har H. omtrent kunnet påvise. Den nye inddeling anvendes til at fortolke Gellius XIV 8, 3, idet H. (p. 653—5535) mener, at de duobus fere libris, som skal have ægget Xenophon