Hirmer, Die platonische Politeia. 69 til at skrive Kyropædien, er stykket indtil IV 427 C «wo die Gründung des Staates als abgeschlossen bezeichnet wird«. Det er efter seksdelingen 21/5 bog, og således fås en forklaring af ordet fere, som de ældre fortolkninger synes at have set helt bort fra. At dette stykke (eller hele I—IV bog) skulde være udgivet før det øvrige, som Gellius siger, tror H. ikke rigtig på. Efter betragtningen af boginddelingen gives en fremstilling af de forskellige anskuelser om «Statens» tilblivelse fra Hermann til Campbell og Hirzel, og først derefter følger den egenlige drøftelse af dette værks komposition og indhold med kritik af de afvigende anskuelser. Man har fra oldtiden af opkastet det spørgsmål: Hvad er det egenlige æmne for Platons Πολιτεία ἢ περὶ δικαίου, staten eller retfærdigheden? Da besvarelsen heraf jo er af stor betydning for opfattelsen af skriftets disposition, gør H. det til udgangspunkt for sine undersøgelser og besvarer spørgsmålet rigtig derhen, at nominelt er τὸ δίκαιον værkets tema, for hvis skyld betragtningen af staten indføres, men staten er dog det faktiske stof; den definition af δικαιοσύνη der findes kunde let være fundet ved betragtning af individet alene. Det er staten, som den efter hans mening burde være, Platon vil skildre; men de to æmner er jo nær beslægtede og kunde derfor flettes ind i hinanden. — Herefter betragtes de enkelte partier af «Staten», som måske kunde være selvstændige, dels hvert for sig dels i forhold til det øvrige. Det indrømmes. at 1. bog sagtens kunde stå på egne ben; men det følgende kan ikke undvære 1, bog. At følge denne undersøgelse i detaljerne vilde føre for vidt, men H.s stilling til nogle hovedpunkter må anføres. I—IV. bog er man meget tilbøielig til at betragte som en selvstændig helhed: Gennem betragtningen af statens 3 stænder kommer Platon til parallelt dermed at opstille sjælens tre dele og finder den kendte definition af retfærdigheden som οἰκειοπραγία af sjælens dele. H. dvæler her navnlig ved den yderst korte omtale, der her bliver statens ἄρχοντες til del (412 B—414 B): de måtte med her for at få de 3 stænder frem, men det er utroligt at Platon nogen sinde har villet indskrænke sig hertil; altså er I—IV ingen afsluttet helhed. — Fremdeles er det almindeligt at betragte bøgerne V—VII som et senere indskud. Hovedmassen heraf omhandler of ἄοχοντες og deres uddannelse, et stykke der nødvendig måtte tilføies, da omtalen af dem i det foregående var så kortfattet. Foran går (— 471 C) stykket om kvinderne og deres stilling i idealstaten Dette stykke maa selv H. indrømme kunde godt være helt udeladt (p. 618), da Platon kunde have indskrænket sig til bemærkningen IV 423 E eller behandlet hele spørgsmålet der. Når han har valgt en anden orden, følger han efter H. tekniske hensyn : kvindefællesskabet og filosofherredømmet kræver som de mest paradokse fordringer særlig indgaaende behandling; men den foregående