70 G. Rangel Nielsen: Anm. af Hirmer, Die plat. Pol. hoveddel måtte ikke gøres for stor. Mon virkelig Platon har tilstræbt at ordne sit stof netop efter hoveddele af det nu foreliggende omfang? Her synes H.s argumentation mindre overbevisende. Derimod har han sikkert ganske ret i, at ingen del af X. bog behøver at være af senere oprindelse, fordi man kunde nøies med I—IX. — H.s resultat af disse undersøgelser bliver altså, at værkets plan er «einheitlich»; hver del står på den bedst egnede plads (p. 628). Heller ikke af dialogens form eller store omfang kan man med rette drage nogen anden slutning. Fra denne betragtning af stoffets ordning går H. over til at behandle de modsigelser og hvad han selv med anførselstegn kalder «disparatheiten» man har ment at finde i værkets indhold, og atter her kommer han til det resultat, at da disse alle beror på misforståelser, er der ingen grund til at antage andet end at skriftet virkelig er «einheitlich». Det gælder Krohns anker mod behandlingen af poesien og Christs påstand, at den skildrede statsform i VII 540 D er udførlig, i X. bog et uopnăeligt ideal (Christ har i VII. bog opfattet et spørgsmål som en affirmativ sætning), og det gælder ogsaa de modsætninger der skulde findes indenfor det filosofiske indhold (i læren om sjælens dele, udødeligheden, idélæren osv.). Enkeltheder skal vi ikke komme ind på men nøies med at sige, at H.s fremstilling gennemgående er overbevisende. Også i dette afsnit af sit skrift må H. altså slutte sig til Zeller og andre forsvarere af værkets helhed og enhed. Endelig behandles de bevarede efterretninger om «Staten», dens forhold til andre dialoger af Platon og til andre forfatteres værker og lignende rent ydre forhold, der måske kunde lede til bestemmelse af tiden. Om Gellius er talt ovenfor. Om Aristophanes’ ᾿Βακλησιάζουσαι (år 392 eller 389) hedder det, at det kan være påvirket af Platon men snarest ikke er det. Med hensyn til tiden opstilles som en ny (rigtig?) hypotese, at skildringen af idealstatens hersker (VI. bog) har sit forbillede i Isokrates’ Euagoras; 374 døde Euagoras; den VI. bog er da fra tiden derefter, hvilket passer til Christs ansættelse af V. bog (Plat. stud. p. 37 fË.) til samme tid. Det hele er udgivet før Platons 2. reise til Sicilien, omtr. 370. Til allersidst betragter H. de sprogstatistiske undersøgelser. Det må her være mig tilladt at gøre opmærksom på, at efter Lutosławskis «stylometriske» undersøgelser er I. bog virkelig en oprindelig selvstændig dialog, mens det øvrige er skrevet betydelig senere i den overleverede orden, så at V—VII. er ældre end det følgende’. Det stemmer jo nogenlunde med Hirmer. | G. Rangel Nielsen. 1 Se P. Meyers resumé i Zeitschr. für philosophie CX. 1897 p. 206 f. i