90 Af en Brevvexling. kan indvende mod denne Opfattelse, at ἀνιηϑέντα νέεσϑαι «wird viel zu sehr gepresst» — det Eneste, han har at sige imod den. Hvad man med bedre Ret kunde have Betænkelighed ved, nemlig deels det blotte πόνος ἐστίν uden Tilføining af naar, hvor eller for hvem, deels det noget friere Forhold mellem πόνος Og den consecutive Inf. (med hvilket man dog kan sammenligne Forholdet ved den dog beslægtede Inf. f. Ex. A 6 ἡ δ᾽ ἐν μεσσάτῳ ἔσκε γεγωνέμεν ἀμφοτέρωσε O. a. St.), troer jeg man let kan komme ud over ved følgende Betragtning: der vilde vist ikke kunne være nogen Tvivl om Meningen, hvis der stod ἦ μὴν καὶ πόνος ἐστίν, ὥστε ἀνιηϑέντα νέεσϑαι; men Tilføiningen af ὥστε foran Infinitiven er aabenbart et först efterhaanden udviklet Betegnelsesmiddel, som hos Homer endnu kun lige er ved at dukke op et Par Gange reent forsøgsviis, saa at det tør antages, at en Forbindelse, der efter senere Sprogbrug er correct med ὥστε, i den homeriske Tid maa have kunnet bruges uden ὥστε og — om det end er et mindre fuldkomment Udtryk — efter fattig Leilighed ventes forstaaet; man tænke sammenligningsviis f. Ex. paa, at en længere oratio obliqua hos Homer kun kan udtrykkes i direct Form og kun kan forstaaes som indirect af Sammenhængen.» Da jeg havde gjort bl. a. samme Indvending mod denne Forklaring som Goldschmidt, at velimus ikke passede og ikke havde noget tilsvarende i den græske Text, fik jeg følgende yderligere Meddelelse: «Hvis der ikke er Andet i Veien for at De kan gaae ind paa min Mening om B 291 end Lehrs’s velimus, kan jeg endnu ikke opgive Haabet om at vinde Dem. Jeg vil da give Dem det Raad slet ikke at bryde Dem om dette velimus; jeg har aldrig tænkt paa, at Lehrs skulde have meent noget videre med det (αἱ Nägelsbach understreger ut—velimus, kan Lehrs jo da ikke gjøre for), og at han virkelig heller ikke har meent noget med det, finder jeg bekræftet ved hans (i sig selv maaske ikke saa heldige) Tilføielse: Usus infinitivi simillimus ß 284 οὐδέ τι ἴσασιν ϑάνατον καὶ Κῆρα μέλαιναν ὃς δή σφι σχεδόν ἔστιν, ἐπ ἤματι πάντας ὀλέσϑαι, hvor han da øiensynlig ikke kan antage, at Meningen er uf perire velint. Han har maaskee været uforsigtig i sin Gjengivelse, hvad man jo i tilsyneladende Biting kan være, naar man føler sig sikker