100 Af en Brevvexling. Herod. VIII 100: εἰ μέν νυν δοκέει, αὐτίκα πειρώμεϑα τῆς Ileλοποννήσου" εἶ δὲ καὶ δοκέει ἐπισχεῖν, παρέχει ποιέειν ταῦτα («588 kan vi ogsaa gjøre det»), sml. Plat. Gorg. 458 B: εἰ μὲν οὖν καὶ σὺ φὴς τοιοῦτος εἶναι, διαλεγώμεϑα᾽" εἰ δὲ καὶ δοκεῖ χρῆναι ἐᾶν, ἐῶμεν ἤδη χαίρειν καὶ διαλύωμεν τὸν λόγον. Hermed vil da ogsaa jeg --- skjøndt jeg veed, at καὶ σὺ φὴς τοιοῦτος εἶναι — διαλύειν τὸν λόγον.» 8. 1 Nord. Tidskr. for Filol. og Pædag., N.R. 5. 135 udtaler Christensen Schmidt sig med Hensyn til de meget forskjelligt forklarede Ord i Xen.” Arouv. Il 6, 4: ὡς ἂν τότε σκοπῶν for Oversættelsen: «saasom han først dengang overveiede». Herimod indvendte jeg (idet jeg indrømmede, at denne Opfattelse var at foretrække for alle de andre fremsatte), at τότε neppe i og for sig kunde betyde: först dengang; jeg var derfor tilbøjelig til med Hartman (Anal. Xenoph. ` p. 141) at skrive: ὡς πρῶτον τότε σκοπῶν. Til Forsvar for sin Opfattelse skrev han saa: «Jeg finder ikke Spor af Grund til at tvivle om Læsemaaden; at τότε alene kan indeholde étum demum, maa vist betragtes som ganske sikkert, se Mem. III 6, 11, Anab. VII 7, 14, og sml. νῦν δή Il. £ 641. Det vil heller ikke være skjult for Dem, at ogsaa i Tallets og Maalets Sphære det tilsvarende -- Begrænsningen urgerende — uóvov jævnlig mangler paa Græsk, hvor der paa Dansk kræves kun; se f. Ex. ἕν Eur. Hel, 772 (ἕν δ᾽ εἰπὲ πάντα παραλιπών) og Krüger og Rehdantz t. Xen. Anab. 1 3, 15 (14).» Herimod bemærkede jeg, at paa de to Steder af Xenophon Sætningen med ὅταν, i Iliaden Sætningen med πάρος gjorde den prægnante Betydning af τότε forstaaelig, mens der i”’Arouv. III 6, 4 ikke fandtes noget saadant Modsætningsled; hvad jeg svarede med Hensyn til Underforstaaelsen af μόνον de andre Steder, vil ses af følgende Replik. «Αἱ jeg ikke har kunnet overbevise Dem med Hensyn til τότε Xen. Mem. III 6, 4, kan jeg beklage, men indtil videre neppe ændre. Thi følgende Bemærkning vil vel ikke være tilstrækkelig: De siger, at «Ord, der i sig selv blot pege hen paa en vis Størrelse, baade kunne bruges for at betegne det Smaa og det Store». Saaledes siger jeg, at Ord, der i sig selv blot pege hen paa en vis Tid, baade kunne bruges for at betegne en tidlig og en sildig Tid. Et τότε δέ kan f. Ex. bruges i Modsætning baade i i i a