Anmeldelser. 137 er dette Archimedes-punkt uden for jorden, som har sat dem i stand til at bevæge jorden. Den oprindelige åbenbaring kan glemmes, og religionen kan fortsætte sit liv som blot tradition, men aldrig som noget, man selv har opfundet. Hermed skal ikke være sagt, at spekulationen intet har med religionerne at göre; den kan stille de oprindelige elementer i ny belysninger, og godtgöres forudsætningernes fejlagtighed, så falder eller forandres religionen (f. ex. Zndra i Indien bliver fra en jætte-dræbende Thorskikkelse til en regngud); og på den anden side ville visionerne öjensynlig for en dél tage skikkelse efter spekulationen; men det er ikke denne, som gör phænomenet til religion. Det er næsten utænkeligt andet, end at mange mythologiske enkeltheder må have en sådan visionær oprindelse. Heraf vil det også sés, at kulturfolks ofte i höj grad spekulative og litterære religioner ikke uden videre kunne sammenstilles med primitive folks; thi deres «âbenbaringer» må, som følge af deres forudsætninger, blive af en ganske anden art end disses. Kun med folk, som man af historien véd, at vedkommende have stået chronologisk og geografisk nær, bør man sammenstille dem. Også i den sidstnævnte henséende er L. meget forsigtig, måské for forsigtig. Han går nemlig kun meget nødig og kun nødtvungen med til at anerkende fælles elementer i Veda-religionen og Mazdeïsmen; er det, ham på nogen måde muligt, opsnuser han alt, hvad der kan tjene til at benegte fællesskabet (selv mellem almindeligvís sammenstillede navne) eller i det mindste svække indtrykket deraf og reducere det til det mindst mulige. Men forsigtighed er jo en borgmesterdyd, og videnskaben vinder — og har i dette tilfælde utvivlsomt vundet ved L.s fremgangsmåde — meget mere og opdager flere enkeltheder ved, at man forholder sig skeptisk over for en sammenhæng og derfor undersøger den for mulig at opdage alt, hvad der kunde tale imod den, end ved ud fra overbevisningen om, at sammenhængen finder sted, at fæste blikket på de iöjnefaldende ligheder og derved måske komme til at oversé forskellighederne. At han ikke af <«folkepsychologi» eller andre Sirener af den slags har ladt sig forlokke til vildskaber, geråder ham kun til ære, men burde iøvrigt være en selvfølge i alvorlige videnskabelige arbejder. Det går med «folkepsychologi» som med andre theorier, at de kunne være gode til at skaffe overblik og lette hukommelsen ved at levere en ramme til indordning af hvad der passer i den (og stille det, der ikke passer, i en saa meget desto grellere belysning); men under sit arbejde må man helst fuldstændig tabe dem af syne og kun interessere sig for det enkelte spørgsmål for dets egen skyld. Ellers går det let således, at videnskaben mere end heldigt er bliver et arbejde på at samle exempler til yderligere bekræftelse af theorien, til ubodelig skade også for denne; thi det måtte være en mærkelig theori, der — selv om den var sand i hoved-