Axel Halling: Anm. af Stilgebauer, Gesch. des Minnesangs. 189 Edward Stilgebauer: Geschichte des Minnesangs. Weimar 1898, Felber. 298 s. Minnesangerne, som i germanistikens første dage var denne videnskabs kælebørn, er i senere aar blevne noget stemoderligt behandlede. Ganske vist har vi fortræffelige udgaver af og til dels gode monografier om de mere fremragende af dem; ganske vist har vi for en enkelt periodes vedkommende et saa monumentalt arbejde som Lachmanns og Haupts «Minnesangs Frühling» ; men ligesom vi savner en til nutidens fordringer svarende kritisk udgave — det være sagt med al respekt for Bartsch’ «Deutsche Liederdichter» —, saaledes findes der heller ikke noget nyere litteraturhistorisk værk, der udførligt og med benyttelse af de talrige specialundersøgelser skildrer den middelalderlige tyske lyrik —- minnesangen, som man plejer at kalde den. Det er derfor med glad forventning, at man tager den foreliggende bog i haanden. Og man bliver heller ikke skuffet, naar man da ikke skruer sine fordringer altfor højt op. Det er lykkedes dr, Stilgebauer at skrive en god og letlæselig bog, som uden at tynges af altfor mange detailler dog giver en temmelig indgaaende udsigt over, hvad videnskaben nu til dags har at sige om minnesangerne. Ret meget nyt og ukendt stof vil fagmanden ikke træffe; forf. indskrænker sig nærmest til at sammenfatte andre forskeres resultater, og for de mange endnu uafgjorte spørgsmaals vedkommende tillader han sig sjældent nogen dom og endnu mindre opstiller han hypotheser. Men for den læge læser, der ønsker at faa noget mere at vide om minnesangerne, end hvad der findes i enhver litteraturhistorisk haandbog, eller for den studerende, der søger at skaffe sig et overblik, vil dr. Stilgebauers bog egne sig fortræffeligt, saa meget mere, som den ikke blot indeholder velvalgte tekstprøver, men ogsaa en god og fyldig, skønt naturligvis langtfra udtømmende litteraturfortegnelse. Dette udelukker naturligvis ikke, at der kan rejses adskillige anker imod bogen. Saaledes er indledningen, der omhandler den tidligste tyske lyrik (s. 1—15), lovlig knap. Det vilde have været heldigt, dersom forf. allerede her i al korthed havde skitseret minnesangens oprindelse, og navnligt burde han have paavist, hvilke impulser og paavirkninger den skylder dels den folkelige lyrik, dels den samtidige franske digtning, dels den latinske vagantpoesi. Nu maa man søge paa forskellige steder i bogen (saaledes s. 27, 46—47, 50—51, 175), hvad forf. har at sige om disse vigtige, men endnu ikke fuldt ud besvarede spørgsmaal — og det er endda kun temmelig lidt. I det følgende afsnit, der drejer sig om den nyere tids vaagnende interesse for og sysselsættelse med minnesangen, synes det mærkelig nok ikke at være faldet forf. ind, at en forstaaelse af den middelhøjtyske digtning overhovedet først var muliggjort, da