190 Axel Halling: Anm. af den historiske betragtning havde gjort sig gældende i videnskaben, og at mænd som f. eks. Bodmer og Gleim, deres øvrige fortjenester ufortalte, ganske simpelt ikke kunde opfatte minnesangerne paa rette maade. Der er slet intet underligt i, at germanistiken maatte blive til, førend man kunde læse middelalderens tyske digtere med virkeligt udbytte. Minnesangen indtil ca. 1200 skildres udførligt og i nøje tilslutning til Lachmanns og Haupts ypperlige udgave. Forf, er baade her og senere hen noget for tilbøjelig til at dvæle ved de undersøgelser af gamle retslige dokumenter, ved hvilke man har . stræbt at fastslaa digternes identitet; fagmanden vil dog ikke lade sig nøje med hans bemærkninger, men altid gaa til kilderne, og den læge læser, der nyder Kürenbergerens friske og kække strofer, vil næppe bryde sig om, hvorvidt digterens hjem fandtes i omegnen af Linz eller nogle mil syd for Melk. Adskillige uheldige ting er løbne forf. i pennen, hvor han omtaler Hartmann yon Aue. Til at begynde med kalder han ham (s. 791. 9) «ein niederer Dienstmann der Herren von Aue.» Dette udtryk kan give anledning til misforstaaelse; vel var Hartmann fattig, men hans byrd var adelig, og han havde — som forf. ogsaa omtaler s. 80 — nydt en ualmindelig god opdragelse. — 8. 79—80 mener forf., at Hartmanns digt Zech var mit iuwern hulden er skrevet efter Saladins død; men dersom man interpungerer de afgørende linier saaledes, som Paul har foreslaaet: und lebte min hêrre, Salatin und al sin her dien bræhten mich von Vranken niemer einen vuoz — falder denne datering bort.. Og jeg tror ubetinget, at Paul har ret, thi hans læsemaade giver ikke blot en bedre mening, men passer ogsaa med, hvad Hartmann sely udtaler i digtet ϑέέ mich der ἰδέ beroubet hâli des hêrren mín. — S. 81 sætter forf. Armer Heinrich sidst i rækkefølgen af Hartmanns værker; jeg skulde være tilbøjelig til at mene, at Scherer har ret i sin antagelse, at Armer Heinrich er ældre end Iwein. — 5. 81 1. 14 hedder det: «Das zweite Büchlein scheint nicht Hartmanns Bigenthum zu sein», og s. 82 1. 17: «Das zweite Büchlein, das wahrscheinlich Hartmann nicht gehört». Jeg ved vel, at der er bleven sagt og kan siges meget baade for og imod denne antagelse; her er naturligvis ikke stedet til en grundigere drøftelse af spørgsmaalet, men jeg tror dog nok, at en indgaaende sammenligning særlig af ordforraadet i 2. büchlein med Hartmanns øvrige værker vil vise, at den lille digtning virkelig er ægte. Jeg bebrejder selvfølgelig ikke forf., at hans undersøgelser har ført ham til en anskuelse, som jeg ikke kan dele, men jeg bebrejder ham, at han ikke rent ud siger, at spørgsmaalet er aabent, og at han ikke antyder, at der er fremført vægtige grunde for digtningens ægthed. Jeg skylder dog sandheden udtrykkeligt at tilføje, at dette til-