Stilgebauer, Geschichte des Minnesangs. 191 fælde er en undtagelse; forf. er ellers meget omhyggelig for at skifte sol og vind lige mellem uenige forskere. Et stort og vigtigt afsnit helliges minnesangens klassiske periode og naturligvis først og fremmest Walther von der Vogelweide. Forf. er i det hele kommen godt herfra, og enkelte ting, som f. eks. hans udvikling af, hvorfor Walthers politiske digtning maa staa tilbage for hans rent lyriske (s. 149 f.), er ligefrem ypperlige. Bogens sidste tredjedel, som omhandler minnesangens forfaldsperiode, er ubetinget den mest vellykkede. Skildringen af Neidhart og af <«dörperpoesien» i det hele taget er særdeles god, om end man maaske turde indvende, at forf. er lidt for stræng mod Gottfried von Neifen ; lad saa være, at der i denne digters frembringelser er megen klingklang; men den, der har kunnet skrive et saa vidunderligt melodisk refrain som det berømte (ogsaa af forf. anførte): Wigen, wagen, gugen, gagen, wenne wil ez tagen? minne, minne, trûte minne, swic, ich wil dich wagen — han har haft et fint øre for det musikalske element i poesien. Den karakteristik, som 5. 214 ff. gives af Ulrich von Lichtenstein, kan man ikke ønske sig bedre. Ligeledes fortjener slutningen at fremhæves, hvor overgangen fra minnesang til meistersang (s. 262 ff.) skildres træffende og anskueligt. Smaa unøjagtigheder og positive urigtigheder har naturligvis ikke helt kunnet undgaas. Jeg skal nævne nogle af dem. S. 36 1. 3 f.: «. ... offen kündigt die gleichstehende Herrin dem Ritter, der sie erobern will, die Fehde an,» Men han vil jo slet ikke erobre hende, ja hvad mere er, han vil ikke en gang lade sig erobre af hende. Foreligger her maaske en trykfejl, og har forf. skrevet: «den sie erobern will»? S. 43 1. 3. Maaske burde her være gjort opmærksom paa, at Walthers eneste ftageliet ved hele sin form viser sig at være en direkte efterligning af Wolframs; forf. nævner vel dette (s. 97 1. 6 f. n.), men kun som en anskuelse af Lachmann, den han, efter hvad det lader til, ikke deler. S. 50 omtales landgrev Hermann af Thüringen og Walthers lovprisning af ham; men der burde være tilføjet, at W. ogsaa ved given lejlighed læste den ædle herre teksten paa en temmelig alvorlig maade. Jeg for mit vedkommende kan i det mindste ikke se andet, end at det bekendte digt Der in den ôren siech von ungesühte sí (Lachm. 20, 4) helt igennem er en temmelig hvas satire over livet ved landgrevens hof. Vi ved jo, at W. ikke var bange for at sige sine beskyttere drøje sandheder, naar han var utilfreds med dem.