192 Julius Nielsen: S. 70 1. 2 f. n.: «Das einzige religiöse Gedicht yon Walther von der Vogelweide ist ein Leich.» Forf. har sagt det samme, men med et heldigere udtryk s. 117 1. 20: «. . . . das einzige geistliche Gedicht, das wir von Walther besitzen.» Thi digte som Mit sælden müeze ich hħiute ûf stên (L. 24, 18), Vil wol gelobter got (L. 26, 3), Mehtiger got, du bist sô lanc (L. 10, 1) kan vel nok kaldes religiøse. S. 140 1. 7 f. f. n. burde forf. have forklaret, at det middelhøjtyske ord /ieħbe paa dette sted har en ganske anden betydning end nyhøjtysk /iebðe, nemlig ‚ynde‘; ellers bliver modsætningen . mellem Zebe og schoenheit meningsløs. Men det lader til, at forf. slet ikke har forstaaet dette; thi 5. 162 1. 24 f. forklarer han Walthers ord: der liebe gét diu schoene nâåch saaledes: «d. h. dass das geliebte Wesen dem Liebenden schön erscheint», hvorimod meningen ganske simpelt er: skønhed staar tilbage for ynde. Reinmar von Brennenbergs billede, som omtales s. 162, har aldeles intet at gøre med det citerede digt af Walther. En hæslig trykfejl — thi det kan umuligt være andet end en trykfejl — er det, naar forf. s. 166 1. 17 taler om «der Weisse in der Krone». Den berømte ædelsten har som bekendt ikke faaet navn efter sin farve, men kaldes «der Waise» (middelhøjtysk weise), orphanus, paa grund af sin enestaaende størrelse og skønhed. Som man vil se, gælder de fleste af disse indvendinger kun biting. Hovedindtrykket af dr. Stilgebauers bog er, at den er et solidt og grundigt arbejde, som man trygt kan anbefale. Kbhoen., i febr. 1900. Axel Halling. Otto Ribbeck, Reden und Vorträge. Leipzig 1899, Teubner. IV -+ 308 5. 6M. Nogle af Ribbecks venner har ønsket at få samlet og gjort tilgængelig for et større publikum en del af hans taler og populære foredrag; således er denne bog bleven til. Første afsnit indeholder 6 taler ved universitetsfester, dels i Kiel dels i Leipzig; æmnerne er tagne fra den klassiske oldtid, men stadig valgte således, at der i udførelsen kan tages hensyn til daværende tyske forhold: man lærer Ribbeck at kende som en varm patriot, men også som en fnysende Slesvig-Holstener, hvis domme over de danske er meget stærkt farvede af partilidenskaben (Krigen 1864 ser han i en tale med titlen Hybris som den retfærdige Nemesis,