Prometheusmythen. . 3 være det, så længe religion existerer, det vil formodentlig sige, indtil menneskene blive alvidende. I den gamle Brahmanisme træder trolddommomentet i ritualet stærkere frem (navnlig elementet bráħman), gudernes individualitet udviskes i en collectiv-polytheïsme, som i sin yderste consequens ender i en spiritualistisk pantheïsme med brá/man som betegnelse for det absolutte; den ethiske interesse, som spørgsmålet har, fortrænges her af den metaphysiske; dog mangler der ingenlunde i gudesagnene træk af jalousi hos guderne (navnlig Indra, som i mange henséender svarer til Zeus) over for menneskene. I Mazdeïsmen, hvor udviklingen tager en afgjort monotheïstisk retning, udskilles resolut det onde i alle dets skikkelser fra Gud; Gud bliver absolut god og i sidste instans den eneste kilde til det gode; han og menneskene have fælles interesse i bekæmpelsen af det physiske og moralske onde, og ved forenede kræfter skal det lykkes dem til sidst at vinde en fuldstændig sejr. I Grækenland holdt polytheïsmen sig som eneste religion; her var inden for den religiøse ramme kun 4 muligheder: a) at resignere og finde sig i det uundgäelige; b) at resignere, men fritage guderne for ansvaret ved at begrænse deres magt over for skæbnen (Homer, etc.) eller naturen (f. ex. Cic. Pro Sex. Rosc. Am. § 131); c) at forsøge at hævde eller i det mindste postulere, at gudernes styrelse var retfærdig (Aischylos); d) at bortforklare det physiske onde ved at klynge sig til det trospostulat, at guderne ere gode, og at derfor «intet ondt kan hænde en god mand» 9o: alle tilskikkelser sigte til hans bedste (Sokrates). Dette trospostulat går i virkeligheden igen hos de senere philosopher, i al fald som en foretrukken mulighed; sit klareste udtryk har det vel fundet i Seneca’s De providentia. Selve mytherne mätte hos de tænkende efterhånden træde stærkt i baggrunden eller idealiseres eller forflygtiges; de vare jo også for störste delen fra først af ikke meget stabile. Træk, som passe ind i den ene tids særlige tankegang, kunne ikke let tænkes opståede i den anden. Således er f. ex. Hesiodos’s fortælling om, hvorledes Prometheus narrede Zeus ved offerdelingen, utvivlsomt en sekundær ætiologisk mythe, tillige beregnet på at lægge hele skylden for at have begyndt på de gensidige chicanerier over på Prometheus, 1*