6 S. Sörensen: meget sympathetisk, men alligevel ere forviste til underverdenen, fordi guderne vare de stærkeste (Bali skal dog komme op igen og indtage Indra’s plads). — Prometheus’s endelige befrielse kunde til nød motiveres ved den poëtiske retfærdighed, der ikke kunde finde sig i, at en så ædel mand, som han jo i grunden var, ikke til sidst skulde blive taget til nåde igen. Selv Aischylos får i virkeligheden ikke mere ud deraf; kun har han motiveret Zeus’s indvilligelse i Prometheus’s befrielse ved Herakles med, at Prometheus vidste besked om den fare, der truede Zeus, hvis han fik en sön med en vis gudinde (Thetis), og ikke vilde åbenbare ham, hvem det var, med mindre han blev befriet; men det sér nærmest ud som hans egen opfindelse (vel ogsä sigtende til at fremstille Prometheus som späådomskyndig), ligesom selvfølgelig det overordentlig sympathetiske lys, hvori han stiller Prometheus, er hans fortjeneste. Befrielsen kunde dog også være fremtvungen deraf, at den gamle Προμηϑεὺς πυρφόρος endnu dyrkedes som gud. Forøvrigt står Prometheus’s befrielse som et slags forvarsel om alle Titanernes frigivelse, som allerede Aischylos havde fremstillet i Προμηϑεὺς λυόμενος. Efter denne opfattelse er Zeus altsàå perfectibel og bliver mildere med alderen; han står på overgangen fra den gamle ubarmhjertige Zeus til den senere «faderlige» gude-patriarch eller overgud. Grundene til Prometheus’s straf ere hos Aischylos, a) at han har forhindret Zeus i at udrydde menneskene efter Titankampen for at skabe en ny menneskeslægt; b) at han ved at fylde dem med «<blinde» forhåbninger har hindret dem i at forudsé døden (hvilket karakteriseres som en overordentlig stor velgerning imod dem); c) at han har skænket dem ilden, hvorved de ere blevne civiliserede og ere komne til at leve under meget bedre vilkår og komne i besiddelse af alle kunster. Det sidste betegner han selv gentagne gange som en virkning af, at de have fået ilden. Oprindelsen til fjendskabet mellem Zeus og Prometheus er altså hos Aischylos en ganske anden end hos Hesiodos, og skylden lægges udelukkende på Zeus, og det på to måder, både ved hans ubarmhjertighed mod menneskene og ved hans utaknemlighed mod Prometheus, hvem han skylder sejren over Titanerne. Dette “ΡΠ ar SE Ψ6Η a Cea ag faat