Achilles’ Skjold. 17 tale om en bestemt Betaling. Det er ogsaa urigtigt i Tanken; thi her spørges ikke om hvorvidt der skal betales Bøde for Mordet eller ikke. Det er givet, at Mordet er begaaet, og selve Retsforhandlingen viser, at man er ude over Blodhævnens Tider. Det følger af sig selv, at Mordet skal sones med en Bøde, og den Dræbtes Slægtninge kunne slet ikke afslaa at modtage en saadan; det skulde da være, at Drabet var berettiget eller utilregneligt ; men saa var der jo Intet at betale. 501. Hvad betyder ἱστοριῦ Allerede de Gamle vare i Tvivl; de vidste ikke, om det betød et Vidne eller en Dommer, Schol.: «μάρτυρι ἢ κριτῇ». At det Første ikke passer, er eftervist af Hofmeister S. 447 f.; vi tilføie, at Præpositionen ἐπὶ heller ikke tilsteder denne Forklaring. Ordet maa tages i samme Betydning som Il. 23, 486: ἴστορα δ᾽ Aroen ? Ayauéuvova ϑείομεν ἄμφω, altsaa en Dommer. Er dette nu sagt i ubestemt Almindelighed om at begge Parter ville have Sagen afgjort ved Dom, eller menes der en enkelt bestemt Person, en Opmandid, Schiedsrichter, som Hofmeister siger? Men vi se joi det Følgende, at det er Folkets Ældste, der dømme; denne ἰστῶρ kunde altsaa kun være en Retsformand, som Archonten i Athen, og som hos os Formanden i Sø- og Handelsretten eller Auditøren i Krigsretten. Men en saadan Person er ikke nødvendig; det er naturligst, at en af de ældste udfører Formandens Forretning; jeg foretrækker derfor den første Opfattelse. Hofmeister foretrækker, som sagt, den anden. Efter hans Mening er Forholdet dette (S. 452 f.): «Der er begaaet et Drab. Drabsmanden ønsker at unddrage sig Følgerne ved at erlægge en passende Mandebod, men derpaa ville den Dræbtes Paarørende ikke gaa ind. Tilsidst enes man om at vælge en Voldgiftsmand, ἴστωρ. Denne afgjør imidlertid ikke Sagen efter eget Tykke, men hidkalder erfarne Mænd, Folkets Ældste, hvem Dommerembedet ellers tilkommer. Han foredrager Sagen for dem og hører deres Mening. Den, hvis Kjendelse han gjør til sin og forkynder som Dom, ham tilkjender han de af de stridende Parter deponerede 2 Talenter som δικαιοκρισίας ἄϑλον.» Vi have allerede ved V. 497 gjort opmærksom paa, at her ikke er Tale om hvorvidt der skal betales Mandebod eller ikke, men kun om den er betalt eller ei; at Forklaringen ogsaa forøvrigt er uholdbar, vil fremgaa af en videre Undersøgelse af Texten. 505. «I Hænderne holdt de de høittalende Herolders Stave». Hvem holdt dem? Da intet nyt Subjekt er nævnt, ligger det Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. XI. 2