18 J. L. Ussing: k nærmest at henføre det til det umiddelbart Foregaaende, Dom- merne, og disse kunde jo passende være forsynede med saadanne Stave paa Grund af deres Alder og Værdighed, men saa er det jo deres egne Stave og ikke Heroldernes; thi det gaar ikke an at oversætte som Wilster «saadanne Stave som Herolderne bære». Ameis bemærker: «Das Scepter, als Symbol der Rechtspflege, wurdevon den Herolden der Reihe nach dem übergeben, welcher seinen Ausspruch that, zum Zeichen, dass er in amtlicher Function spreche». Men et saadant Tegn behøves dog ikke for Dommerne, der «sidde paa Stensæderne i den hellige Kreds»; de ere jo alle «in amtlicher Function», og ikke blot den Enkelte, der i Øieblikket afgiver sit Votum. Scholiasten bemærker, at ikke blot Dommerne, men ogsaa de der talte til Folket tog Sceptre i Hænderne, og henviser til Od. 2, 37, hvor Herolden giver Telemachos Sceptret i Haanden, da han skal tale, hvortil endnu kunde føies Il. 23, 567, hvor det Samme er Tilfældet med Menelaos. Herefter er det altsaa de stridende Parter, der faa Staven i Haanden, og Subjektet til ἔχον er ikke det nærmest Foregaaende, men de Hovedpersoner, hvorom hele Scenen dreier sig, hvilket ikke kunde være tvivlsomt for nogen Tilhører, der havde set og vidste, hvorledes en saadan Retsforhandling gik for sig. Vil man sige, at Fortællingen bliver uklar ved at Subjektet ikke tilføies, saa betænke man, at den følgende Skildring af Slaget ved Floden heller ikke er tydelig fortalt. Sikkert er det i alt Fald, at ἔχον ikke kan have andet Subject end det strax efter følgende #ïooov. Hvordan forholder det sig nu dermed? De der tage Dommerne som Subject oversætte: «Med disse Stave sprang de frem og afsagde deres Dom en efter en». Jeg vil ikke tale om, at Ordet ἤϊσσον, «de sprang frem», i Stedet for «de reiste sig», synes lidet passende for de værdige Dommere, men ἀμοιβηδίς kan ikke betyde «en efter en»; det er ikke det Samme som ἔκ διαδοχῆς eller ἑξείης, og det nytter ikke at beraabe sig paa Od. 18, 310, hvor det bruges om Ternerne, der skiftes til at vedligeholde Ilden. Ordet «skiftevis» kan kun siges om to, det være sig enkelte Personer eller Grupper af Personer’, og er altsaa et bestemt Vidnesbyrd om at det er Parterne og : Naar man fra den anden Side har bemærket, at naar der kun var Tale om to, burde der V. 508 ikke have staaet Superlativ ἐϑύντατα, men Komparativ, har jeg vel for Øieblikket intet tilsvarende Exempel ved Haanden, men jeg tror der kunne findes saadanne.