Achilles’ Skjold. 19 ikke Dommerne, der tales om. Men, indvender man, δίκαζον betyder jeo dog «de dømte» ligesom Il. 23, 574 og 579 og ellers altid; det er i den mediale Form, at det betyder at føre Proces, som Od. 11, 545 og 12. 440. Imidlertid, der kan ifølge hele Sammenhængen ikke være Tvivl om at δικάζειν i V. 506 er det Samme som δίκην εἰπεῖν i V. 508, og dette betyder at føre en Sag, se Od. 11, 570. Theogn. 688: Οὐκ ἔστιν ϑνητοῖσι πρὸς ἀϑανάτους μαχέσασϑαι οὐδὲ δίκην esinev: οὐδενὶ τοῦτο ϑέμις. Xenoph. Mem. IV 8, 1: τὴν δίκην πάντων ἀνϑοώπων ἀληϑέοσtata καὶ ἐλευϑερώτατα καὶ δικαιότατα εἰπών, og ofte hos de attiske Talere, se Schoemann til Isæos 3, 22 p. 240. Aktiv af δικάζω er altsaa her brugt i samme Betydning som ellers Medium. Ved denne Opfattelse faar ogsaa ἔπειτα, som man ellers springer over, sin Betydning. «Saa», d. e. efter at Herolderne have givet dem Stavene i Hænderne, sprang de op. 507 f. De, der henførte det Foregaaende til Dommerne, forstaa ogsaa dette om dem, og tænke sig, at de 2 Talenter, som det maa antages at de stridende Parter have deponeret, skulde gives som Belønning til den, der afsagde den retfærdigste Dom. Scholiasten gjør opmærksom paa at ogsaa i Athen fik Dommerne Løn; og det er vel bekjendt, at de athenæiske Borgere, der gave Møde i de store Folkedomstole, lige saa vel.fik et Vederlag for deres Tid og Arbeide, som de, der mødte i Folkeforsamlingen; men dette er jo noget helt Andet end at den, der dømte rigtigst, skulde have en Præmie derfor. Scholiasten tilføier ogsaa, at «dette er utroligt, og at det er bedre at forstaa Stedet om de Procesførende, saaledes at den af dem, der vinder Sagen, faar de 2 Talenter». Dette stemmer med attisk Rettergang, naar ved Processens Begyndelse enhver af Parterne deponerer en bestemt Sum, παρακαταβολή; det er den samme gamle Rettergangsform, som Romerne bevarede i lang Tid, hvorved Processen bley til et Væddemaal, en sponsio. Hofmeisters δικαιοκρισίας ἄϑλον er ikke laant hverken fra den attiske eller fra nogen anden Rettergang, men fra Grammatikere og Sofister. Vi finde dette besynderlige Udtryk hos den yngre Philostratos, der i sit 10de Billede søger at male os Achilles’ Skjold (p. 126, 20 Welcker). Han veed ikke, siger han, hvortil de to Talenter ere bestemte, men han formoder, at det er en Belønning til den, der dømmer rigtigt, for at Ingen skulde lade sig bestikke til at dømme falsk. Og det Samme gjentager Eustathios p. 1215 init. Man ser, det er en daarlig Hjemmel, der anføres. Man kunde ogsaa spørge, hvem 9*