Achilles’ Skjold. 21 Hvad er det for et Kunstværk, som Dædalos har gjort for Ariadne, og Hephæstos efterlignet? Efter Eustathios p. 1166, 17 havde Nogle ment, at det var en Dansetur, han havde arrangeret for hende. Dette kunne vi vel se bort fra; Dædalos er Architekt og Billedhugger, og ikke Balletmester. Og naar Pausanias IX 40, 3 siger, at det var et Marmorrelief, som endnu i hans Tid fandtes i Knossos, kunne vi vel heller ikke have nogen Tvivl om at dette, hvis det virkelig har existeret og ikke er blot et Rygte, Pausanias har hørt, har været et i senere Tid gjort Forsøg paa at gjengive det homeriske Billede. Man har ogsaa tænkt paa en Gruppe af dansende Figurer, og til Sammenligning anført den kypriske Terracotta hos Perrot-Chipiez, Hist. de l'art III p. 587. Men som allerede Scholiasten bemærker, Alt dette maa forkastes, som bygget paa urigtig Forstaaelse; χορός betyder her ikke Dans, men, som i Regelen hos Homer, Danseplads. Dette viser det paafølgende ἔγϑα, der, som ellers er uden Mening. Men, spørger man, er det at anlægge en Danseplads en Sag, der kræver en stor og guddommelig Kunstner? Maaske dog. Dædalos skulde have bygget Labyrinthen paa Kreta. Man kan have Tvivl om at denne virkelig har existeret; men et Udgangspunkt maa der have været, siden vi finde den gjengivet paa de knossiske Məønter (senere ogsaa paa pompeianske Billeder, ja selv paa etruskiske Vaser), denne sindrig konstruerede Figur, vi som Børn have moret os med at se om vi kunde finde ud og ind af, se Benndorf, Ueber das Alter des Trojaspieles i Sitznngsberichte der Wiener Akademie CXXIII, 3 Abh. Dens Opfindelse har man tilskrevet Dædalos. I Paladset i Tiryns se vi Storstuens Gulv omhyggelig cæmenteret og indlagt med et Linear-Mønster i rød Farve (se Schuchhardt, Schliemanns Udgravninger S. 143). Et saadant Gulv maa Ariadnes Danseplads have havt, og det indlagte Mønster kan have hayt Labyrinthens Form, maaske som Vejledning for de Dansende, hvis Kjæde skulde bevæge sig i Ture, der lignede Labyrinthens vildsomme Gange. I Billedet paa Skjoldet var det naturligvis Dansen, og ikke Pladsen, der var Hovedsagen, men Beskrivelsen, der skal gjøre Rede for det Hele, begynder med Begyndelsen. Skildringen af Achilles’ Skjold indtager en Særstilling ií Iliaden. Det er en Episode af enestaaende Længde, som Zenodot vel netop derfor mente at maatte betegne som uægte. Ja, den hører sagtens til de yngre Bestanddele — et Spørgsmaal, hvorom jeg ikke skal udtale nogen bestemt Mening — men den er ægte