24 J. L. Ussing: staver saa smaa, at de ikke kunne læses med ubevæbnet Øie. Der stod i 10 Spalter hele Stykket Il. 18, 483—608. Et andet Fragment af et Achilles’ Skjold meddeler Bienkowsky smstds. Taf. VI. Dette Skjold har været udført i større Maalestok, men der er meget mindre deraf bevaret, nemlig kun noget af Heøstscenen. Mere er derimod tilovers af en anden Fremstilling, hvoraf en Tegning er bevaret i Bologna iblandt Emiliano de Santis’ Papirer, medens Originalen er forsvunden. Den er udgivet i Jahns Bilderchroniken Taf. II, B. Det er et Brudstykke af en Tabula Iliaca af samme Art som den capitolinske, men anderledes ordnet. Midt paa Tavlen ser man et rundt Skjold, som holdes af to store Figurer; den ene er bevaret og Indskriften melder, det er Thetis; den anden, der er tabt, var vel Hephæstos. Midt i Skjoldet ser man, som saa ofte paa Skjolde, et Medusahoved; den yderste Rand dannes af Dyrekredsen; den mellemliggende Flade er delt i 4 vandrette Belter, der have været fyldte med Billeder, men hvad de skulde forestille, er det umuligt at se. Intet af disse Arbeider gjør Fordring paa at fremstille Skjoldet nøiagtig saaledes som Digteren selv har tænkt det. Det er først den nyere Philologi, som har stillet sig denne Opgave, og har ment at kunne vise, om ikke selve Figurtegningen, saa dog Ordningen af Billederne og Inddelingen af Skjoldet. Den Vanskelighed, der var til Stede, idet man savnede Monumenter, der vare samtidige med de homeriske Digte, og kun kunde beraabe sig paa saadanne der vare meget yngre, som de ældste græske Vaser, er for en stor Del hævet efter at Schliemanns mykenæiske Udgravninger have gjort os bekjendt med Monumenter, der sikkert ere ældre end Homer og vise os et Kulturtrin, som næppe har været helt tilbagelagt paa den Tid, da disse Digte bleve til. Man har derfor ogsaa strax benyttet denne vigtige Kilde til Forstaaelsen af Homer. Har man tidligere undret sig over at der ikke paa Achilles’ Skjold saaledes som paa de gamle Vaser findes Billeder af Heltesagnene, men kun Scener af det virkelige Liv, maa denne Forundring nu ophøre, da man ser, at det selv samme er Tilfældet i den mykenæiske Kunst, ligesom det ogsaa er Tilfældet i Assyrien og i Ægypten. Det er netop den Opgave, der ligger nærmest, at fortælle hvad man selv har set og oplevet; Heltehistorierne afbilder man først efter at man har hørt Heltedigtene. Ikke mindre vigtigt er, hvad disse Monumenter