38 Hans Ræder: ἔδοξέ μοι πρῶτον ἐπιδεῖξαι αὐτῇ; 9, 2, hvor Cobet havde tilføjet γε efter δύναμιν, τὰ πρέποντα εἶναι (ἔν) ἑκάστῳ smstds., hvor Dindorf har rettet εἶναι til évì, medens Schneider ved Konjektur havde truffet det Rette). En fortræffelig Textforbedring findes Plat. Lach. p. 197 C: οὔκουν σέγε for οὔκουν ἔγωγε. Paa nogle Steder hos Demosthenes bekræftes Læsemaaden i det bedste Haandskrift >. Ogsaa i dette Bind findes ligesom i det foregaaende en stor Mængde Stykker af ikke-litterær Art, væsentlig Dokumenter af kulturhistorisk Værd for os. Da saadanne imidlertid allerede ere ret godt kjendte, og de, der findes i 1ste Bind, have faaet en udførligere Omtale ved en tidligere Lejlighed, skal her kun dvæles ved dem, hvortil der knytter sig en særlig Interesse. Det længste Dokument er en udførlig, men for en stor Del mangelfuldt bevaret Skrivelse til Ægyptens Præfekt fra en Kvinde ved Navn Dionysia; selvfølgelig er det kun en Kladde eller Afskrift, der er fundet i Oxyrhynchos (det er paa Bagsiden af dette Papir, at Iliadens 5te Sang er skreven). Nævnte Dionysia, der var gift med en Mand ved Navn Horion, laa i Strid med sin Fader Chairemon paa Grund af forskjellige Pengefordringer, som hun havde paa ham. Efter hendes Fremstilling greb nu Chairemon, da han ikke paa anden Maade kunde frigjøre sig for sine Forpligtelser, til det Middel at kræve Datterens Ægteskab opløst, hvilket gav Anledning til, at hun henvendte sig til Præfekten. I Skrivelsen fremstilles udførligt hele Sagens Gang, hele den Korrespondance, der er bleven udvexlet mellem Præfekten og de lokale Embedsmænd, citeres in extenso, og til Slutning anføres en Del tidligere Retsafgjørelser, som vare i Dionysia’s Favør. Hovedinteressen knytter sig til de mærkelige Oplysninger. som gives angaaende den nationale ægyptiske Ret og Romernes Holdning overfor den. Det er nemlig klart af de citerede Domme, at efter den ægyptiske Lovgivning havde Faderen fuld Ret til at opløse sin Datters Ægteskab. Ganske vist søger Dionysia at nægte det, men hun kommer derved i Modstrid med sig selv saavelsom med de Domme, hun selv citerer, saa at Sagen maa betragtes som sikker. En saa vid Udstrækning af den faderlige Myndighed har hidtil været os ubekjendt. Sædvanlig betragtes jo den strenge patria potestas som karakteristisk for Romerretten: «fere nulli alii sunt homines, qui talem in filios suos habent potestatem, qualem nos habemus», siger Gaius (I 55; gjentaget hos Justinian. Inst. I 9, 2); og dog ophørte jo