Engelsk-dansk-norsk Ordbog. 57 sættelser, en Frase kan gengives ved. Mon man har Nytte for den anvendte Plads af en Række Oversættelser som «agree . stemme, stemme overens; være enig(e), være enstemmig; enes, blive enig, komme til Enighed; enes, leve i Enighed» eller af de mange Navne, der ledsager be/l-ware: «(Bændel)tang c, *Aalegræs, Søgræs n, Madlauk, Mandlauk, Marlauk, Marhalm, Matlauktare c: Zostera marina»? Faar man ikke Indtrykket af noget udtværet, naar something ails him oversættes ved «han fejler noget, der fejler ham noget, der er noget, som fejler ham» eller their advantages and disadvantages ved «deres Fordele og Mangler, deres Fordele og Ulemper, deres Dyder og Lyder»? Det maa være tilstrækkeligt at præcisere Udtrykkets Mening; den mer eller mindre fine Udformning af Oversættelsen bliver Læserens Sag. Det samme maa gælde en Del af de norske Oversættelser, skønt Anm. i øvrigt ikke tør udta!e nogen Mening om disses Godhed. Det synes overdrevent samvittighedsfuldt til ¢/e books were behindhand at føje «Bøgerne var ikke (førte) à jour, ogsaa *Bogholderiet laa tilbage, F “ogs. Bogholderiet var kommet i Bagmessen, i Baglexen». Meningen forstaas uden alt dette. Det ligelige Hensyn til Dansken og Norsken har krævet megen Plads; selv den mindste Forskel i Stavemaaden medfører overalt, at Ordet skrives helt ud to Gange; saaledes faar man baade «Skraavindue» og “«Skraavindu» (skønt det sidste godt kunde være Dansk). «Forpagtning» og *-Forpaktning» (hvad om man skrev «Forpag(*k)tning»?), og saadanne Dobbeltformer gentages uophørlig, selv i samme Artikel; se saaledes «Skægget (“Skjegget)» under beard. — *«Bedage sig» (S. 1) og *«Opstød» (S. 85) er tor Resten ikke særlig norske Ord. En «Fuskelap» (S. 23) er derimod ikke dansk (Snydeseddel?). For øvrigt er de danske Oversættelser, som det var at vente fra Joh. Magnussens Side, gennemgaaende smagfulde og korrekte. Enkelte Snurrigheder som «unem» (S. 67), «han om det» (S. 17) og «til og med (el. tilmed)» (S. 36) og nogle til Kategorien Papirdansk hørende Betegnelser som en «Anviser», en «Sengerederske» og især den skræksomme <«Overfalder» (S. 56) forstyrrer kun i ringe Grad Helhedsindtrykket, men bør dog paatales. Vilde et andet Oversættelsesprincip have sparet Plads, gælder dette i endnu højere Grad, naar Talen er om Brugen af Eksempler. Ordb. har ganske vist netop et stort Fortrin deri, at den meddeler en Fylde af Eksempler, der for en stor Del er Citater, karakteristiske, oplysende og interessante for Studium, vidnende om stor Belæsthed og Samlerflid. Men det meget gode synes af Hensyn til den mangelfulde Overskuelighed at maatte kaldes for meget af det gode. Fra et praktisk Synspunkt er der Grund til at anke over, at Citaterne tit er lange og medtager meget, der er overflødigt til Belysning af vedk. Fænomen, og at det ofte er det samme Fænomen, der oplyses i flere Eksempler.