Valdemar Thoresen: Anmeldelser. 61 for Læseren i Lebet af Måneder at lære, hvad Forf. selv har brugt Ar til. Dette anser jeg for en stor Overdrivelse; thi kun den, som i Forvejen i alt væsentligt er Herre over det polske Ordforråd. kan tænke på at gennemarbejde den foreliggende Bog Side for Side <«lektievis» (hvilken Benyttelse Forf. ved den omtalte Ytring åbenbart har tænkt på). En Kritik af Forf.’s Fordeling af Verberne på de 9 Klasser anser jeg for overflødig; der gives Verber, som i deres Dannelsesmåde står isolerede, og som altså kun med en vis Vilkårlighed kan anbringes i de opstillede Rubrikker (spać, tajeć, wiedzieć 0. s. v.); undertiden beror Rubriceringen på sproghistoriske Hensyn (som når f. Eks. gra anbringes i en anden Klasse end znad, skönt bægge fra et moderne Standpunkt ser ens ud), hvilket kan göre det vanskeligere for Begynderen at vide, hvor han skal søge det pågældende Verbum; men dette gör ikke noget virkeligt Skår i Bogens Brugbarhed. Nærværende Anmelder skal på det bedste anbefale Bogen til enhver, som dyrker Polsk. København d. 29. Maj 1900. Holger Pedersen. M, Tulli Ciceronis Cato Maior de senectute. Für d. Schulgebr. erkl. v. C. Meissner. 4te verb. Aufi. Leipzig 1898, Teubner. 67.85. M. Tulli Ciceronis Laelius de amicitia. Für d. Schulgebr. erkl. v. C. Meissner. 2te verb. Aufl, Leipzig 1898, Teubner. 70 ss. Det jordsmon, udg. her arbejder i, er jo hyppigt pløjet, så det vilde være ubilligt at forlange noget synderlig nyt og originalt af en ny udgave. I kommentaren — teksten er der ikke rettet meget i, og de foretagne rettelser er af meget ulige værd — har udg. særlig stillet sig til opgave at give læseren vejledning i stilistik, og de dertil sigtende bemærkninger er i reglen gode, somme tider fine, men undertiden også lidt puerile. De forskellige Teubnerske udgaver für den Schulgebrauch henvender sig ganske vist til meget forskellige lag af læsere; men at tage dem med, der trænger til en note som denne (Cato 27): «tauri diejenigen (nicht eis!) eines St.’», er dog vist at trawle vel stærkt. Somme steder får de stilistiske vink et løjerligt præg af ufornuft ved, at udg. synes at opfatte det Tyske udtryk som det ene naturlige og logiske, medens det Latinske, der af- ' Den ovenfor VIII 81 mod Bogens første Del S. 99 rettede Anke er bleven for skarp; Forf. har ganske vist på det pågældende Sted betegnet et af íj opstået c som «regelwidrig», men ikke forklaret ὁ af fj; sml. Miklosich, Vgl. Gramm. II 62, 73.