62 Valdemar Thoresen: viger herfra, trænger til undskyldning og forsvar. Det kan således være meget rigtigt (Cato 26) at gengive virtutum studia ved »tugendhafte Bestrebungen». Men tilføjelsen «ved subst. fremhæves det adjektiviske begreb med eftertryk» er ikke heldig: virtutum er ikke noget adjektivisk begreb. Partiklerne gøres der meget ud af; men udg. ser ikke sjælden fejl på dem, således Cato 1, 4 og 16 på enim (det er virkelig eksplikativt alle tre steder) og 27 på quidem (man kan meget vel her indskyde et «desværre»; men det er ikke guidem, der betyder det). Heller ikke alle de etymologiske bemærkninger kan roses (necesse afledes således af πὸ og cedere og suffikset -ve af ve), og de syntaktiske røber flere steder, at udg. ikke kender synderlig til Madvig’s grammatik. Dens § 408 b anm. 2 kunde for eksempel have fjærnet en fejl i kommentaren til Zae/. 2 og ydet forklaring, som nu savnes, til Cato 30 og Lael. 11. Også noten til Lael. 76 ut Catonem dicere audivi er rent forkért (Mdv. 395 anm. 5); om (88) nostros senes commemorare audivi opfattes lige så urigtigt, ses ikke klart. — Hvert af værkerne indeholder en kort og god indledning. I et tillæg til Cato er der samlet eksempler fra skriftet selv på formerne af íracíatio 0g argumentatio. Det forlanges sagtens i udg.s hjemland; vi vilde undvære det uden savn. Nogle trykfejl og andre skødesløsheder er ikke ať betydning, og i det hele kan udgaverne, som de foreligger, nok gøre nytte trods adskillige urigtigheder, hvoraf jeg ovenfor har nævnt en del. Jeg har gemt én til slut, 1 anledning af hvilken jeg gærne vilde provocere en kyndigere til at udtale sig. Når det siges (Cato 59), at trærækkerne er derecti in quincuncem, så er vel alle enige om, at træerne står således for hverandre: ;*:*.. Men hvad betyder quincunæ? Udg. (og ligeledes Klaschka) siger et Romersk femtal (V); deri har han sikkert uret. Den gængse forklaring er vist, at quincunæ er mønten, og at de 5 prikker på den stod således τ. Men nu ser jeg på billedet af en g. hos Daremberg et Saglio: dict. des antiqu. (v. as), at prikkerne står i lige linie, hvilket stemmer med de overleverede szg/a; kun i visse renteregnskaber angives den grafiske betegnelse at være denne: ε(, altså igen en anden figur. Νὰ er der kun tre muligheder: enten er ordningen af træerne ikke den hidtil antagne, eller man har mønter med de 5 prikker stillede som på vore terninger, eller quincunæ er her ikke mønten (prikkerne på mønten), men noget andet. Hvad er nu det rette? Randers i april 1900. Valdemar Thoresen. isf U 3. aaia Ὦχον» τέ