Jónsson, Den oldn. og oldisl. litteraturs historie. 75 endnu er tvivl om mange enkelte spørgsmål, vedrørende den oldnordiske litteratur, men at man endnu ikke er kommen til enighed om, hvorledes grundlaget for denne litteratur, den oldnordiske kultur må antages at have udviklet sig. Mens den ældre opfattelse gik ud fra, at nordboernes oldkultur havde udviklet sig uden synderlig fremmed påvirkning, og tillagde denne kultur, således som de ældste litterære overleveringer viser os den, en høj ælde, så har i den senere tid andre anskuelser stærkere og stærkere gjort sig gældende. Sars har hævdet, at nordboernes åndsliv først i vikingetiden har fået sin fra overleveringerne kendte udvikling og form, og det under stærk indflydelse fra de fremmede folkeslag, navnlig kelterne på de britiske øer, som vikingetiden bragte dem i berøring med, og Bugge har søgt at påvise denne opfattelses rigtighed specielt for den nordiske mytologis vedkommende. Mange har senere fulgt i Bugges spor, og blandt fremragende kendere af den oldnordiske litteratur var det i grunden kun Müllenhoff, som søgte at holde igen overfor de efter hans mening på fuldstændigt fejlsyn beroende forsøg på at påvise antik, kristen og keltisk indfiydelse i nordiske myter og sagn. Efter Müllenhoffs død er prof. Jónsson den betydeligste forsvarer for hans opfattelse. I flere afhandlinger, navnlig i «arkiv f. nord. filologi», har han fremhævet de svage sider ved Bugges teorier og hævdet, at nordmændenes kultur, således som vi kender den fra de ældste overleveringer, væsentlig må være udviklet før vikingetiden og følgelig kun i ringe grad kan staa under fremmed indflydelse. Samme opfattelse gør prof. Jónsson gældende i litteraturhistorien, mest dog indirekte, men måske netop derved med så meget større virkning, idet det billede, han gennem behandlingen af de forskellige litterære mindesmærker giver af den åndelige udvikling i Norge og på Island, ofte ved sin indre sandsynlighed har mere overbevisende kraft, end en direkte polemik vilde have. Over halvdelen af første bind optages af behandlingen af eddadigtene. Grænserne for disses tilblivelsestid sættes opad i tiden til c. 850, nedad til c. 1100; digtenes indhold, sprogform og benyttelsen af dem i den tidfæstede litteratur er her afgørende kriterier, og det resultat, forf. kommer til, kan næppe bestrides. Vanskeligere er det at afgøre, hvor mange af de digte, som almindelig kaldes eddadigte, der virkelig er det, d, v. s. stammer fra hedenskabet eller den ældste kristelige tid, da sagn og myter endnu var levende i folketroen. Professor Jónsson regner selv Völuspá en skamma og Grípisspá for lærde efterdigtninger, fremgåede af det tolyte århundredes islænderes antikvarhistoriske interesse; dette er utvivlsomt rigtigt, men det er et spørgsmål, om ikke flere af digtene må regnes derhen. Hyndluljóð f. ex., der af forf. sættes til c. 950, er et genealogisk digt, hvis hovedindhold er slægtregistre, som desværre gennem overleveringen er blevne forvanskede og mangelfulde; digtets mytiske dele er an-