76 Henrik Bertelsen: Anm. af vendte rent mekanisk som ramme om genealogierne og har et uoprindeligt præg. At et levende menneske opholder sig i Valhal, og en jættekvinde hentes derhen, er træk, som en hedensk digter næppe vilde tillade sig, og galten, der ellers kun kendes som Freys dyr, henføres her til Freyja. Dertil kommer, at strofe 20 fram telik lengra synes påvirket af stevstrofen i det gamle Völuspá, og at digtet som helhed, hvad Müllenhoff har bemærket, viser stærk lighed med det sene Völuspá en skamma. Hyndluljóðs stærkt fordærvede overleveringsform taler ikke imod sen oprindelse, da det først findes i Flatøbogen fra slutningen af det fjortende århundrede. — Også Baldrs draumar, som af prof. Jónsson sættes til c. 900, synes mistænkeligt. At Odin efter fælles rådslagning blandt guderne indhenter oplysninger hos en vølve om Balders fremtidsskæbne, er et påfund, der, som man med rette har bemærket, synes at gøre Baldermyten absurd; hvorledes kunde guderne more sig med at skyde på Balder, når de vidste, at det skulde blive hans fald? — Også det, at en vølve er begravet i hel, og skildringen af Hels bolig som en prægtig sal viser bort fra hedenskabet. Dertil kommer den nøje overensstemmelse mellem Baldrs draumar og steder i Völuspá, f. ex. B. dr. 11— Vsp. 33—34, og i Trymskvadet, hvis strofe 14 genfindes næsten uforandret som strofe 1 i B. dr. Prof. Jónsson antager, at strofe 11 er oprindelig i B. dr. og derpaa interpoleret i Vsp., og at ligheden mellem B. dr. og Trymskvadet måske skyldes det, at de to digte har samme forfatter. Således kan forholdet forklares, men umuligt er det ikke, at Baldrs draumar er en lærd mytologisk parafrase over et par strofer (31—33) i Völuspá, ved hvilken forfatteren også har benyttet Trymskvadet. Måske er det heller ikke nogen tilfældighed, at Snorre ikke benytter Baldrs draumar, og at dette digt ikke findes i hovedhåndskriftet af eddadigtene, men kun i A. M. 748. Selv om der imidlertid således for enkelte digtes vedkommende kan rejses tvivl, kan der dog næppe gøres indvendinger mod prof. Jónssons beviser for, at den største del af eddadđdigtningen mä høre hjemme i slutningen af hedenskabets tid. Med rette henfører forfatteren den til en tid, som ligger efter den rene tros tidsalder, og den er måske i endnu højere grad præget deraf, end prof. Jónsson er villig til at indrømme. Digtene om Vavtrudne, Harbard og Alvis er ganske vist hedenske, men deres indhold skyldes sikkert fri opfindelse af digterne selv og er ikke egentlige myter; Lokasenna og det andet αὖ Hávamálsdigtene synes at stamme fra en tid, da respekten for de gamle guder var stærkt svækket, uden at man dog behøver at antage dem kristeligt påvirkede. — Direkte kristelig indflydelse i eddadigtningen er forf. i det hele meget lidt tilbøjelig til at antage, og den er ganske sikkert også mindre, end man i den sidste tid med stor styrke har hævdet; at berøringen med kristne dog ikke alene in-