Jónsson, Den oldn. og oldisl. litteraturs historie. 77 direkte har sat sig spor ved at medvirke til den gamle tros forfald, men også mere direkte har påvirket nordboernes forestillinger om liv og død og livet efter dette, synes særlig Völuspá at tale for. Prof. Jónsson anser dette digt for et tendensdigt, der overfor den fremtrængende kristendom skulde vise den gamle tro i hele dens kraft og højhed, og der er ganske sikkert det rigtige heri, at digtets forfatter ikke, som man har villet hævde, var en kristen; men den verdensanskuelse, som det udtaler, synes rigtignok at være stærkt påvirket af kristendommen. I særdeleshed gælder dette digtets sidste hovedafsnit, stroferne 45—66, der beskriver forbuddene for verdenskampen, denne selv, undergangen og fornyelsen. Man har for længe siden været opmærksom på den påfaldende lighed mellem disse strofer og den kristne eskatologi. Prof. Jónsson anser i tilslutning til Müllenhoff ligheden for tilfældig og finder bl. a. i skildringen af det sædelige forfald før undergangen (str. 45) et minde om de blodige fejder mellem Haraldssønnerne efter 930. Derimod taler dog fremtidsformen: «brødre vil kæmpe o. s. v.», og ligheden mellem Vsp. 45 og Marcus 13, 12 er unægtelig mærkelig. Det samme gælder de følgende strofer; ikke alene er rækkefølgen af begivenheder den samme i Vsp. som i den bibelske eskatologi, men selve skildringen viser ofte påfaldende overensstemmelser; sammenlign f. ex. Vsp. 57 med Apokalypsen 6, 12 og 20, 9, Vsp. 59 med Apok. 21, 1, Vsp. 64—65 med Apok. 21, 10—27. FPåfaldende er også modsætningen mellem det fredsideal, som Vsp. fremstiller, og krigerparadiset, som vi fra alle andre overleveringer kender som nordboernes idealbillede af livet efter døden. — Antagelsen af kristelig indflydelse på dette og andre punkter i den nordiske mytologi modsiges ikke af, hvad vi kender til andre germanske folks forestillinger om livet efter døden; thi de paraleller til Vsp.s eskatologi, som den oldtyske og oldengelske digtning frembyder, er alle opståede på kristelig grund og viser for øvrigt i flere tilfælde så nær overensstemmelse med Vsp., at ligheden vanskelig kan forklares gennem urslægtskab, langt bedre gennem antagelsen af en nærmere historisk forbindelse. — Kristen indflydelse i den nordiske mytologi synes således sandsynlig, men man har ganske sikkert alt for meget haft opmærksomheden henvendt på kelterne i vesten og for lidt på vore sydlige naboer, de germanske stammer, som nordboerne længe før vikingetiden havde stået i stadig forbindelse med, Et smukt bevis på forfatterens absolut objektive forskningsmåde giver behandlingen af spørgsmålet om eddadigtningens hjemstavn. Skønt selv islænder kommer prof. Jónsson ved indgående undersøgelse af hvert enkelt digt til det resultat, at eddadigtningen som helhed er norsk og kun de seneste digte grønlandske og islandske. Spørgsmålet er her for første gang behandlet indgående og i sammenhæng; men den almindelige opfattelse har hidtil sna-