78 Henrik Bertelsen: Anm. af rest hældet til at betragte eddadigtningen som islandsk, og denne opfattelses rigtighed har i den sidste tid B. M. Olsen søgt at fastholde overfor prof. Jónsson. De beviser for norsk oprindelse, som denne fremdrager, er navnlig udtryk og billeder i de forskellige digte, som synes at have norsk natur og norske forhold som baggrund, f. ex. den hyppige nævnelse af bjørnen, ulven og rensdyret, billeder som gederne, der flygter ned ad bjærgskrænterne’, det unge fyrretræ på marken’, ulven tudende under asketræets grene’, omtalen af bavner som signalild o, s. v. Det vil ganske sikkert være for dristigt at opfatte enhver nævnelse af særlig norske dyr, planter el. lgd. som et sikkert kriterium for norsk oprindelse; i det grønlandske Atlamál nævnes både ulve og skove, som ikke fandtes på Grønland, hvilket viser, at man må regne med et vist digterisk fælleseje af stereotype udtryk og vendinger, som godt kunde benyttes, selv om de ikke passede til de forhold, digteren levede under. Dertil kommer, at lokaliseringen kan være overført sammen med sagn- og mytestoffet fra Norge til Island, og at den islandske natur er så meget fattigere end den norske, at nævnelsen af særlige islandske naturejendommeligheder allerede af den grund er omtrent udelukket; mon forøvrigt ikke Vsp. 57 kan tænkes at have forestillingen om vulkanske udbrud som baggrund? — I det store og hele må man imidlertid give prof. Jónsson ret i, at i hvert fald det tiende århundredes eddadigtning er norsk; mange af de kriterier, han fremdrager, synes at vise, at digteren så at sige ubevidst tager billeder og udtryk fra norske forhold og følgelig er norsk. Derimod synes der at være mindre grund til med forf. at henføre ikke mindre end fem digte til Grønland. Mærkeligt nok har man været enig om at underkende håndskriftets betegnelse af Atlakviða som grønlandsk, idet man har antaget den ορβίδοῦ ved en afskrivers forvexling med Atlamál, og foruden dette digt anser prof. Jónsson fire andre af heltedigtene for grønlandske. Beviser derfor ser forf. dels i disse digtes lighed med Atlamál, dels i visse ejendommeligheder ved dem, som tyder på, at de er forfattede under afsondrede og barske naturomgivelser; enkelte udtryk pege direkte på grønlandske naturforhold snarere end på norske eller islandske. — Det er dog tvivlsomt, om det er berettiget; de argumenter, forf. fremfører, taler mere i almindelighed for sen end specielt for grønlandsk oprindelse, og nogen for nordboerne på Grønland ejendommelig digterstil kan man vanskelig tænke sig udviklet i den korte tid mellem landets bebyggelse og 1050, som forf. sætter som den yderste tidsgrænse for disse digtes tilblivelse. Der synes i det hele ikke at være nogen tvingende grund til at forlade håndskriftets angivelse af de to digte, Atlakviða og Atlamál, som grønlandske, og ikke andre. Med behandlingen af skjaldedigtningen, som optager resten af første bind og den første tredjedel af andet binds første del, *