= Jónsson, Den oldn. og oldisì. litteraturs historie. 79 kommer forfatteren ind på mindre omstridt grund, om end han strax ved omtalen af den ældste skjaldedigtning nødes til at tage parti i spørgsmålet om denne digtnings ægthed. I tilslutning til, hvad forf. tidligere i forskellige afhandlinger har hævdet overfor Bugge, opfatter han de de ældste norske skjalde tillagte vers som virkelig ægte, d. v. s. stammende fra det niende århundrede. — Deri har forf. sikkert ret; Bugges beviser for uægthed, hentede fra digtenes sprogform, kan ikke være overbevisende; vi mangler materiale til sikkert at fastslå sprogformen i Norge i det niende århundrede, og det oprindelig ret løse drotkvædede versemål kan godt have tilladt digtene — i hvert fald til en vis grad — under overleveringen at følge med den fremadskridende sprogudvikling, uden at versemålet bley brudt. — Troen på Brages og Harald hårfagers skjaldes vers som oprindelige og ægte kan man kun få bestyrket ved at læse hele prof. Jónssons smukke fremstilling af skjaldepoesiens udvikling; thi i denne udvikling passer Brages 0g Tjodolfs vers kun som første led. Efter en interessant og indgående behandling af skjaldepoesiens væsen og historiske livsvilkår, dens stil og sprog, viser forf., hvorledes den begynder som skjolddigtning og genealogisk digtning og senere går over til at blive egentlig fyrstedigtning. Med Halfred, altså omkring år 1000, indledes skjaldepoesiens kulminationsperiode, det ellevte århundrede; da har digterne opnået et sådant herredømme over den vanskelige form, at de kan forbinde en ulastelig versifikation med en tvangfri og naturlig udtryksmåde, som kun i ringe grad behøver kenningerne som hjælpemiddel. Disse kenninger vil jo for en nutidslæser ofte danne en uovervindelig anstødssten for den digteriske forståelse af skjaldedigtningen; men prof. Jónsson har forstået således at trænge ind i deres væsen og i det hele gøre sig så fortrolig med skjaldenes digteriske udtryksmåde, at han ikke alene selv kan efterføle de gamle digteres fantasibevægelse og umiddelbart få et indtryk af kenningernes skønhed, men også kan overbevise læseren om, at dette mærkelige digteriske hjælpemiddel har udviklet sig på en i virkeligheden meget naturlig måde. Skarpsindigt viser forfatteren som et særkende for skjaldedigtningen i den efterklassiske periode netop det, at kenningerne, der oprindelig var naturlige sammenligninger og billeder, efterhånden bliver stereotype og bruges rent mekanisk uden hensyn til deres oprindelige betydning. Det gælder forøvrigt om hele forf.’s fremstilling af skjaldepoesiens opståen, blomstring og forfald, at den ikke alene viser et indgående filologisk kendskab til denne digtning, men forfatteren har også i en mærkelig grad forstået at leve sig ind i dens ånd. De forskellige digtes forskellige ejendommeligheder påvises klart, og på grundlag af digternes vers giver forfatteren karakteristikker af de forskellige digterindividualiteter, undertiden måske i vel rosende udtryk, men altid med indgående forståelse af ejen-